Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På trods af det lave filmbudget er det et imponerende cast, der medvirker i denne film, der er skrevet og instrueret af David Jacobson. Det skyldes givetvis, at Edward Norton har produceret filmen og naturligvis er et trækplaster for andre skuespillere. Filmen er, som titlen indikerer, skudt ’in the valley’, som ligger i udkanten af Los Angeles, Californien. Tobe, som hun kaldes (hun hedder egentlig October og spilles af Evan Rachel Wood) og hendes lillebror, Lonnie, (Rory Culkin) bor hos Wade (David Morse). Tobe er ved at være voksen, og hun har konflikter med faren, da hun trodser ham gang på gang. En dag er hun på vej til stranden med sit slæng og undervejs skal bilen tankes op. Tankpasseren er Harlan (Edvard Norton), der skiller sig ud ved at være klædt som en cowboy. Tobe har tydeligvis et godt øje til Harlan og vice versa, idet han ender med at kvitte sit arbejde for at tage på stranden med slænget. Tobes og Harlans forelskelse tager til på stranden og de efterfølgende dage. Hvor Lonnie er begejstret for Tobes nye ven, er Wade anderledes skeptisk, og Harlan er ikke så poleret som først antaget. Facaden krakelerer for første gang, da Harlan har løjet om sin baggrund. Han og Tobe har sneget sig ind på fremmed grund og har lånt/stjålet en hest uden ejerens accept. Da Wade er politibetjent, tilkaldes han, og hans foragt for Harlan tager til. Han vil ikke lade Tobe se Harlan. Gradvist ser vi mere og mere til Harlan, og hans polerede facade viser sig at gemme på mere…
Historien om den udefrakommende potentielle svigersøn er ofte set før – i alt lige fra komedieform til gyserfilm. Alligevel synes jeg Down In The Valley tilfører noget anderledes til dette ofte sete tema. Det skyldes blandt historiens konstruktion, der tager små drejninger hele tiden, og vi er gradvist nødt til at revurdere vores opfattelse af hovedpersonerne. Det er uden tvivl Edvard Norton, der bærer filmen, og sammenspillet mellem ham og Evan er filmens bærende enhed. Hvor Evan’s karakter og skuespilspræstation er iøjnefaldende, falder Rory’s ditto lidt ved siden af. Der synes at være for mange uløste spørgsmål omkring Lonnies identitet, og jeg har sværere ved at forholde mig til hans handlinger. Hvor Tobe karakteren nuanceres, forbliver Lonnie en anelse flad og indholdsløs på trods af, at han fylder en del af filmen. Jeg er begejstret for historiens små drejninger, men den får lige en tand for meget og en essentiel scene er lidt for overdrevet (eller for dårligt skrevet) for undertegnede. Filmen ville sagtens kunne stå stærkt foruden overdrivelsen ud fra devisen om at ikke alting behøver at være eksplicit for at have en stærk effekt.
Billedsiden står godt og understøtter filmens indbyggede modsætninger. I den ene scene er vi i storbyens konstante trafikale strøm og i den næste er vi i et prærielignende terræn. Modsætningerne i byen giver nogle pudsige billeder, når de mødes, som når Harlan rider undvigende rundt i et nybygget villavarter. Modsætningen mellem land og by er ikke filmens eneste kontrast. Der er også en modsætning i tid, hvor Harlan repræsenterer en svunden tid.
Edvard Norton er en spændende skuespiller, og han er ikke blevet mindre spændende efter denne film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
