Skriv en kommentar
Ryûsuke Hamaguchi er kendt for sine personlige og intime fortællinger. Hans seneste film ”Japanske Fortællinger” fulgte korte historier med individer. Nu har hans nyeste film ”Drive my Car”, som er bygget på en novellesamling fra ”Mænd uden Kvinder”, endelig premiere i Danmark.
Instruktøren og skuespilleren, Yasuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) plejer et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto (Reika Kirishima) De udklækker idéer, mens de har sex eller kører ture i deres bil. Denne tryghed bliver dog hurtigt forvandlet efter et tragisk dødsfald, og Yasuke bliver hyret til at stå bag en multisprogs produktion af teaterstykket ”Onkel Vanya”, hvor hans fortid indhenter ham.
Selvom filmen er sat i Japan, er det tydeligt, at Hamaguchi er interesseret i at fortælle en universal fortælling. Dette ses i det fremførte teaterstykke, der bliver spillet og oversat på flere forskellige sprog. Skuespillerne forstår knapt nok hinanden, men de får stadig skabt noget unikt og smukt.
De mest velfungerende scener, er de lange dialog-sekvenser. Instruktøren er ikke bange for, de lange sekvenser, og det er også i disse scener, at sandhederne kommer frem og hvor helingsprocessen starter.
Hidetoshi Nishijima spiller helt fantastisk. Han underspiller nærmest rollen på fornemmeste vis, hvor hans sorg og frustrationer ligger under overfladen, men ikke kommer frem. Det er før, han får et personligt forhold til hans kører – spillet fremragende af Tōko Miura, som begge går igennem den samme sorg og selvbebrejdelse. De finder sammen, og får lov til at gennemarbejde og accepterer dem selv på en poetisk og rørende måde.
Sprog kan meget. Hvad enten det er tegnsprog, engelsk eller koreansk. Selvom de er forskellige, kan vi forsat få en forståelse for hinanden. Dette ses bl.a. i den meget rørende afslutningsscene, hvor teaterstykkets sidste akt bliver vist, og man sidder med en kæmpe klump i halsen.
”Drive My Car” er smuk, poetisk og rørende. Det er Ryûsuke Hamaguchis hidtil stærkeste film, og den vandt velfortjent en Oscar. Billederne er smukke, og er med til at give et fantastisk nuanceret portræt af filmens plot. Tematikken er så kompleks, og får lov til at blomstre i form af de lange dialoger. Det er gribende og rørende.
