Skriv en kommentar
Halvvejs i Verdensmesterskabet i racerløb har den unge Jimmy Bly ( Kip Pardue ) og den erfarne mester Beau Brandenburg ( Til Schweiger ) vundet lige mange løb. Stemningen er anspændt på begge hold, da de begge brænder for at vinde. Mens Brandenburg slår op med kæresten gennem tre år for at bedre kunne koncentrere sig om mesterskabet, kommer Bly ud for en ulykke på banen som følge af presset, og han begynder at tvivle på sig selv. For at hjælpe det unge håb og sig selv sørger holdets træner Carl ( Burt Reynolds ) for at få den gamle mesterkører Joe Tanto ( Sylvester Stallone ) på holdet. Men denne mand har selv haft mange dårlige oplevelser på banen. Nu hvor han er i spillet igen, bliver han konfronteret med sine gamle fejltagelser og er nødt til at bearbejde dem før han kan hjælpe Joe.
Imens bliver den beklemte Joe forelsket i Beaus forhenværende kæreste Sofia ( Estella Warren ). Dette hjælper bestemt ikke på stemningen blandt kørerne og det fører blandt andet til vildt racerløb i Chicagos gader.
Driven er en spændende drama instrueret af Renny Harlin, som tidligere har instrueret storfilm som Long Kiss Goodnight og Cliffhanger. Ligesom de to ovennævnte film er Driven en flot film med masser af action. Denne gang er det hurtige biler og utroligt og ikke mindst livsfarligt løb, der tager pusten fra én. Filmen er så dygtigt lavet, at man flere gange nærmest kan mærke bilerne suse forbi én i deres ubegribelige fart. Det er uden tvivl det overvældende soundtrack og de Matrix-inspirerede billedeffekter, der har en stor del af fortjenesten for dette.
Skuespillernes præstationer er også flotte. Kip Pardue som spiller Jimmy Bly er der måske nogle, der husker som Ronnie “Sunshine” Bass fra Remembering the Titans. Han gjorde det godt i den film, men i Driven har han i kraft af sin hovedrolle mulighed for at vise os meget mere af sit talent. Og det gør han. Kip Perdue er værd at lægge mærke til, da jeg er overbevist om at vi får mere at se til denne unge skuespiller i den nærmeste fremtid.
En skuespiller som har en del mere erfaring og allerede har fået slået sit navn fast indenfor filmverdenen er Sylvester Stallone. Stallone, som har holdt sig væk fra film i de sidste par år er nu tilbage som Joe Tanto. Rollen som ‘den særprægede helt’ er bestemt ikke ny for ham, så det er ikke overraskende at han spiller godt i Driven. Men er det nye sider af Sylvester Stallone man gerne vil se, er Driven ikke den rigtige film.
Driven er generelt ikke filmen man skal se, hvis man er interesseret i at blive overrasket. Filmen er meget forudsigelig med masser af klichéer, som prøver at give filmen dybde-og fejler. Kærlighedshistorien med Sofia er ligeledes overfladisk og set mange gange før på film, for slet ikke at tale om bi-historien om Joe Tanto og hans kone, som har forladt ham til fordel for hans kolega. Ikke desto mindre er filmen god. Hvis man vælger at se bort fra klichéerne kan man med lidt god vilje i dens handling finde et budskab, som man kan forholde sig til. Hvis ikke, så kan man altid læne sig tilbage i stolen og nyde spændingen, når bilerne begynder at køre. På det punkt formår Driven at give os intet mindre end topunderholdning.
