Skriv en kommentar
Renny Harlins nyeste film handler om motorsport og mandlige hormoner, og med Sylvester Stallone som hovedrollerindehaver og manuskriptforfatter handler den også en hel del om følelser og moralkodeks. Sæsonen og dermed kampen om verdensmesterskabet for de hurtigste racerbiler er i gang. Det ser ud til, at kampen om trofæet skal stå mellem den tyske verdensmester, Beau Brandenburg (Til Schweiger), og det nye ukendte navn, Jimmy Blye (Kip Pardue). De har dog begge problemer, der ikke relateret til kampen på asfalten. Brandenburg må ofre kærligheden for karrieren, og Blye kan lige knap stå oprejst i verden, der er gennemsyret af grådige managers, sultne pressefolk og villige kvinder. Holdejer, Carl Henry (Burt Reynolds), ser hvor det hele bærer hen og indkalder forstærkning fra en uventet kant. Den tidligere verdensmester Joe Tanto (Sylvester Stallone) kaldes ind fra kulden for at hjælpe den unge Jimmy. Tanto er dog ikke sådan videre interesseret i at lade sig degradere til andenkører, og for at komplicere tingene meget, så har Tantos ekskone giftet sig med Jimmys hidtidige andenkører, Memo (Christian de la Fuente). I mellemtiden har Brandenburgs forsmåede forlovede, Sophia (Estella Warren) søgt trøst hos fjenden, nemlig hos den unge Jimmy, der straks forelsker sig i skønheden. På den led har filmen fået hele to trekantsdramaer, og det kan de færreste film kapere.
Joe Tanto besinder sig, idet han og Carl Henry “go back a long time”. Man skylder altså en tjeneste. Og det ligger lidt og lurer under overfladen at Sylvester Stallones karakter, som altid, selv har jokket i spinaten både i privatlivet og i karrieren. Nu får Joe Tanto altså en chance for at gøre
det hele godt igen. Så er det jo også svært at holde sig tilbage, når motorerne brummer og udstødningsgassen kilder i næsen. En gammel cirkushest kender vel duften af savsmuld. Men racerløb er ikke som i gamle dage. Det er ikke så fint i kanten og fairness er blev overtaget af sponsorernes krav om penge i kassen. Mon ikke Joe Tanto har tænkt sig at gøre noget ved det?
Det lyder jo alt sammen temmelig banalt, og det er det i virkeligheden også. Historien skal altså ikke holde denne film sammen, og da selve racerløbene trods ihærdige forsøg med special effects heller ikke er noget særligt, kører filmen lidt i tomgang. Eller sagt på en anden måde. Filmen har ingen mangler, den har for meget af det gode.
Filmens karakterer mangler dybde. Joe Tanto er for hæderlig, Carl Henry er for hård i filten og Jimmy Blye er for blåøjet. Faktisk spiller den unge Kip Pardue hæderligt, men hans job er direkte latterligt, som når han i et anfald af jalousi kører med en Formel-1 bil igennem Chicagos gader med 315 km i timen. Eller da hans makker, Memo, kører i en flod under det tyske grand prix. Så drejer den unge helt sin bil 180 grader og kører som en anden spøgelsesbilist ned igennem feltet for at redde sin partner. Det ville selv den mest religiøse fanatiker afholde sig fra at gøre. Faktisk skal filmen roses på en helt uventet kant, nemlig at Joe Tantos karakter faktisk formår at gøre den
ærkeånde tysker, Brandenburg (kan det være mere tysk?), til et menneskelig gemyt.
Filmens special effects har desværre den forkerte effekt. I stedet for at sidde og gyse over de mange ulykker, der er i filmen, skraldgriner man hver gang, en bil knalder mod en mur. Filmen bliver morsom og det er bestemt ikke meningen. Og da den heller ikke formår at holde historien spændende, begynder man at lede efter alle de henvisninger, der er til Finland instruktørens hjemland) og man lader sig irritere over små ting, så som at vejrkortet i tysk tv viser temperaturen i fahrenheit.
Er man til special effects er DVD’ens ekstramateriale fremragende. Hele to små film viser hvordan den store produktion er skruet sammen. Ligeledes kan nørderne sætte instruktørens kommentarer til under filmen. Det er altid en god ekstra feature og han forsvarer ivrigt sit værk. Sylvester Stallone er vært ved en række klip, der er taget ud af filmen. Det viser sig at Tantos egen kærlighedshistorie var skrevet ind i manuskriptet, men desværre blev det fjernet. Desværre fordi det faktisk kunne have givet filmen den dybde, den mangler, og fordi det kunne være rart at se Sylvester Stallone i andet end en opofrende italiensk helt. Er filmen mon et billede på hans karriere. Ekstramaterialet kan godt tåle at få fire stjerner. Det kan filmen ikke. Den får en til at savne “Days of Thunder”
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
