Der er sjove film, og så er der film, der krampagtigt kæmper alt, hvad de kan for at være sjove. Sådan en film er Dude, Where is my Pot. Titlen er opfundet til det danske marked, idet distributørerne ganske sikkert regner med at filmen kan ramme et segment af hormonforstyrrede teenage-drenge ala Beavis og Butthead.
Filmen er der sådan set ikke noget at sige godt om. Fem unge mænd får et kort over et hemmeligt område i Kansas, hvor regeringen tilsyneladende dyrker marihuana-planter på forsøgsbasis. Det er noget, der vækker dumme drenges interesse. Godt nok skal de til eksamen om få dage, men de kan da lige nå at være genstand for handlingen i en meget banal roadfilm, hvor målet er at koge ud. Undervejs møder de selvfølgelig en masse tosser og bare bryster på The Poon Saloon, og da de endelig kommer hjem igen er lykken naturligvis gjort. Manus og dramaet er direkte fjollet og de enkelte vitser, der når et humorniveau, som er genkendeligt i Danmark er så fladpandede, at man endnu en gang må spørge sig selv, hvad dælen en gammel hæderkronet filmvirksomhed som Nordisk Film tænker på, når det partout skal forurene hylderne i Blockbuster med sådan en gang skidt. Det er fornærmende ringe og kun til en stjerne og det gælder også ekstra materialet, som kun er det mest nødvendige