Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Paul Schrader er en uheldig instruktør. Manden der står bag manuskripterne til klassikere som Raging Bull og Taxi Driver, får nemlig sine film klippet totalt i stykker af filmselskaberne. Manuskriptet til hans seneste film, Dying Of The Light, er blevet kaldt et eksistentialistisk mesterværk - men endnu engang er vejen fra udgangspunkt til produkt lang for Schrader. Manden vil nemlig igen ikke kendes ved sin egen film, siden filmselskabet tog over i post-produktionen. Hvis så Schrader bare var halvt så kendt som Ridley Scott, kunne vi nok forvente en Director's Cut i fremtiden, som ligesom tilfældet var med Kingdom Of Heaven, ville ændre filmen fuldstændigt. Desværre må vi nok bare nøjes med dette hjerteløse skodprodukt.
Evan Lake (Nicolas Cage) har siddet ved et skrivebord i CIA, siden han blev tortureret i Mellemøsten 22 år tidligere. Han har været på udkig efter manden, der torturerede ham lige siden. En dag dukker der oplysninger op, der peger i den rigtige retning, men Evan er samtidig netop blevet erklæret dement, hvilket resulterer i en fyring. Heldigvis har han en ven i CIA, Milton (Anton Yelchin), og sammen indleder de jagten på manden, der ødelagde Evans liv.
Allerede fra starten bliver tonen slået an. Nicolas Cage er i sit overspillende hjørne, og selvom det altid er morsomt at se ham råbe som en idiot, står det i denne omgang i skarp kontrast til det tragiske ved filmen. Der er nemlig aldrig nogen tvivl om potentialet, der konsekvent lurer under overfladen, og det gør det ufrivilligt komiske mindre komisk, at mærke hvordan filmen kunne have været ganske glimrende med mere kreativ kontrol fra instruktørens side. Den underlige klipning forsøger at holde et højt tempo, endda med en af de værst klippede biljagter nogensinde blot 15 minutter inde i filmen, men som spændingsfilm fejler filmen fuldstændigt. Der dukker momentvis nogle fine og stemningsfulde scener op, der ledsages af den fine score, men de bliver hurtigt afbrudt af enten en Nicolas Cage med en fjollet hat på hovedet, en utroværdig accent, et malplaceret skæg eller hans grinagtige øre.
Under torturen blev Evan klippet i øret, og her 22 år efter ligner øret en underlig muteret udvækst, som er svær at fjerne fokus fra hele filmen igennem. Som altid er der den obligatoriske scene, hvor øret skifter plads, men endnu mærkeligere er det, at Evan ikke har fået ordnet sit øre, da det ser direkte latterligt ud. Tempo, overspil og øre holder en interesseret i filmen indtil den underligt pludselige, antiklimatiske og sentimentale slutning. Men det er på alle måder de helt forkerte ingredienser i en film, der oprindeligt havde en helt anden opskrift. Det svarer vel lidt til at gå ind på Noma og få serveret en Big Mac. Bon appetit!
Billede & Lyd - 4/6
Billedet er klart og skarpt med nogenlunde den samme farvelægning samt kvalitet hele vejen igennem. De mørke scener har dog en tendens til at blive grynede og billedet er generelt set en anelse anonymt, men som helhed ser det ganske fint ud. Mere vellykket er lyden dog. Selvom det ikke er en film, der sætter baghøjtalerne på overarbejde, er balancen mellem musik, lydeffekter og stemmer glimrende. Ethvert ord går klart igennem, selv fra den ofte mumlende Nicolas Cage, og kombineret med resten giver dette en absolut tilfredsstillende oplevelse.
Ekstramateriale - 1/6
Et par trailers og intet andet. Gud, hvor jeg gerne ville se lidt om hvordan filmen blev ødelagt, men det er vel lidt at skyde sig selv i foden, at smide den del med på ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
