Skriv en kommentar
I al sin „store generøsitet“ åbnede Kammerat Stalin sine store arme for alle de russere der var flygtet til Vesten op til 2. Verdenskrig. Nu skulle de komme tilbage, der var brug for dem til at opbygge det sovjetiske, revolutionære ideal-samfund. Sandheden var dog, at de der kom tilbage blev mødt med tortur, fængsel og/eller henrettelse. Stalins ”store generøsitet” var i virkeligheden en psykopats tro på, at alle der kom frem Vesten var spioner.
Régis Wargniers film følger den unge russiske læge Alexei Golovine (Oleg Menchikov), hans kone, den franske Marie (Sandrine Bonnaire) og deres søn Seryozha (Ruben Tapiero og Erwan Baynaud) fra deres barske hjemkomst til Sovjet, hvor enhver illusion om at være velkommen hurtigt jages væk, over barske år hvor de på trods får lov at leve – nemlig fordi der er brug for lægen – og frem til muligheden (?) for at flygte tilbage til Frankrig igen.
Filmen følger først og fremmest Marie. Hun er den mest udfarende og direkte i forsøget på at komme ud af Sovjet igen, imens hendes mand Alexei tilsyneladende indordner sig mere og mere og gør karriere som læge i systemet. Ikke noget at sige til at ægteparret får sværere og sværere ved at holde sammen. Imens Alexei allierer sig med systemet, allierer Marie sig med en ung elitesvømmer Sasha Vasilyev (Sergei Bodrov Jr.) der har en drøm om at hoppe af ved et internationalt stævne i Vesten, eller sågar svømme fra Odessa.
Historien om elitesvømmeren, hans nøgne frysende og fedtindsmurte krop, det kolde vand og hans overmenneskelige anstrengelser i havet for at nå frem til friheden, giver nok gode billeder og spiller behændigt på sovjetstatens kropsidealer, men det er altså også en kulørt omgang der på sin vis deler sovjetkommunismens idealkrops-fascination.
Så er der noget mere bund i den anden mulighed for at nå Vesten; nemlig historien om en såkaldt fransk/sovjetisk kulturudveksling, hvor et fransk teaterkompagni med stjernen Gabrielle Develay (Catherine Deneuve) i spidsen kommer til Kiev. Gabrielle er oprigtig interesseret i at se bag det sovjetiske skuespil! Den historie er plausibel – selvom der som bekendt ikke var mange kulturpersonligheder og intellektuelle i Vesten der var interesseret i at demaskere systemet førend meget sent - og antyder også, at det vestlige diplomatsystem var svært at få i tale.
Instruktøren Régis Wargnier (”Indokina” (1992)) fortæller med store brede penselsstrøg, hvor hver scene er udsøgt fotograferet og koreograferet, hvor der ikke er sparet på flotte setups, og hvor stjerneskuespillerne gang på gang formår at overbevise om, at det var sådan det var. Ikke desto mindre er der milevidt fra det noget kulørte og melodramatiske univers Wargnier skaber, og så til fx forfatteren Solsjenitsyns anderledes barske, ja ofte uudholdelige univers fra den virkelighedens verden, som han så grundigt har fortalt om i sin dokumentation og opgør med Stalintiden. På den anden side kan man betragte Wargniers film som en slags populær formidling af en periode i Sovjets historie, som stort set er uudforsket i spillefilm. I bedste fald er her for mange en første indføring i en øst-europæisk periode, hvor fornuften så at sige sattes helt over gevind og afløstes af angst og terror – eller for at koge problematikken ned til prototypen på en stalinistisk forhørsleders spørgsmål: ”Hvad er De skyldig i?”. Og så gjaldt det for den arresterede om at finde på et eller andet svar for i det mindste at bevare chancen for at overleve. Så langt går Wargnier ikke – vi venter derfor stadig spændt på den film der tør give sig i kast med og kan forløse den form for absurd terror overbevisende.
DVDen har intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
On Air Video.
