Skriv en kommentar
I jobbet som narkoboss er man nok i den sværest mulige position for at foretage et kønsskifte - det synes i hvert fald at være udgangspunktet for manuskriptet og Jacques Audiard, som har fået ideen til filmen ved at læse den franske roman 'Écoute' af Boris Razon.
Rita (Zoe Saldaña) er advokat i et tvivlsomt firma i México, hvor det ikke drejer sig om at få de kriminelle dømt, men om at få dem frikendt. Det lever hun med, om end uden begejstring, indtil hun en dag kontaktes af en mystisk person, der vil have hende til at hjælpe med at realisere sin drøm – at blive transformeret til en kvinde. Siger hun ja til denne opgave, er hun sikret rigdom i resten af livet – og det tager ikke lang tid for Rita at beslutte sig. Hun mødes med personen, som viser sig at være kartel-bossen Manitas del Monte (Karla Sofía Gascón), en fåmælt mand med langt fedtet hår, sølvtænder og bløde læber - og herefter forandrer Ritas liv sig tilsyneladende totalt.
Det fremgår ikke klart, hvorfor netop advokaten Rita formodes at være den helt rigtige person til at varetage denne ikke ligefrem juridiske opgave…Rita skal stå for at organisere transformationen i form af de nødvendige operationer og praktiske omstændigheder, og hun går i gang med at undersøge, hvem i verden, der kunne være den rigtige kirurg at kontakte.
I mellemtiden ser vi glimtvis Manitas med sin intetanende hustru og deres to børn i en ikke glamourøs mafiaverden, og denne side af en besynderlig historie fungerer rigtig godt. Fraværet af klichéluksus klæder filmen og gør karaktererne menneskelige og nærværende, ligesom også de mange nærbilleder af ansigter og de rolige dialoger flytter handlingen ud af den sædvanlige narko-ramme.
Historien udvikler sig over årene, hvor vi ind imellem springer i tid og følger dels Rita og dels Manitas – nu Emilia Pérez.
Vi kommer til at kende karaktererne godt – især Manitas/Emilia Pérez brænder igennem, og ligeledes hans hustru Jessi (Selena Gomez), mens vores fortæller (?) Rita aldrig bliver andet end en flad figur, som er svær at forholde sig til. I det hele taget er de fortællemæssige greb og valg en svaghed i filmen, som ikke formår at sandsynliggøre hverken Ritas engagement i Manitas’ forvandling og herefter i Emilia Pérez’ liv og ej heller motivere Emilias efterfølgende pludselige samvittighedskvaler over sine ugerninger som mafiaboss.
Sangene er et kapitel for sig – allerede fra anslaget mærker vi, at det er en anderledes film, vi skal se, idet den åbner med sætninger fra gadesælgere, der råber i rytmiske og stiliserede korsekvenser, ligesom Rita præsenteres i en sang/dansesekvens på gaden. Der anslås temaer som oprør mod partnervold og kvindefrigørelse, ligesom filmens underliggende præmis måske er det ikke at kunne leve frit som mand, hvis man ikke ønsker at være del af den machistiske kultur. Men det er ikke temaer, der bliver forløst, ligesom Manitas’ fortid som narkoboss med de voldelige opgør og overgreb, der foregår i det miljø, også kun berøres meget overfladisk, så det ikke forstyrrer billedet af den gode mand, der gerne vil være kvinde, men ikke kan være åben omkring det på grund af den machistiske kultur i hans land og miljø. En præmis, som er svær at sluge, når Audiard netop har valgt en dybt voldskriminel som den figur, vi skal føle sympati med.
Skuespillerne er ikke valgt ud fra deres sangtalent, og sangene er snarere en parentes i replikkerne end egentlige sange – med danseoptrin som i Lars von Triers Dancer in the Dark, hvor islandske Bjørk dog brillerede med sin unikke sangstemme. I Emilia Pérez virker sangene ind imellem mere som en umotiveret forsinkelse af handlingen end som et indblik i karakteren.
Som kærlighedsfilm fungerer filmen bedst, idet vi mærker Manitas/Emilias smerte helt ud i salen, både længslen efter at være kvinde og senere kærligheden til børnene og til hustruen, hvor den machistiske side viser sig ikke at være helt begravet sammen med mandekroppen.
Jacques Audiard, som vandt guldpalmen i Cannes med Dheepan i 2015, har også i Emilia Pérez udfoldet sit visuelle talent med endnu en skildring af menneskelig skæbne. Emilia Pérez på sin egen måde en imponerende film med dygtige skuespillere (ikke mindst den fascinerende, transkønnede Karla Sofía Gascón) og kan man lægge logikken på hylden og overgive sig til dette flotte, rodede og besynderlige univers, venter der en helt særlig oplevelse i biografen.
