Skriv en kommentar
Den newzealandske instruktør Jane Campion har stor tiltro til billedet, og ikke uden grund; uden mange ord og med det ene mere udtryksfulde setup efter det andet fører hun os ganske usentimentalt og dog indtrængende gennem forfatterinden Janet Frames (1924 – 2004) liv fra barn til moden kvinde - byggende på trilogien Til Er-landet, En Engel Ved Mit Bord, og Sendebudet fra Spejlbyen. De få men meget velvalgte gange der citeres fra Frames forfatterskab opstår en fin spænding mellem ordenes frodighed og den næsten nøgterne skildring af forfatterindens store kejtethed og angst i tilværelsen. Jeg mindes ikke at have set finere og mere sart fremstilling af ensomhed midt i en verden der på trods af stor uforstand og grusomhed også har momenter af imødekommenhed overfor den kejtede og anderledes kvinde. Jane Campion er en mesterinde.
Gennemgående i skildringen er Janets kejtethed; kejtetheden i situation efter situation bliver emblem både for hendes ensomhed men også for den umiddelbare sans for eksistensen, som hun på trods af stor modgang hele tiden formår at skrive ud – og netop også derfor. Det holder ensomheden stangen. Kun den kortvarige affære hun har i Spanien river hende ud af det kejtede. ”Gør det igen”, siger elskeren, og får den nøgne Janet til at vende sig graciøst i vandet. Og lidt efter spørger han bekymret til hendes skriverier der er midlertidigt stoppet – ”Bare du ved, hvad du gør”, siger han, og mener vidst mere, at han er bekymret for sig selv p.g.a. af hendes åbenlyse forelskelses udvikling - og om hun passer på ikke at blive gravid.
Filmens tone er som sagt usentimental og næsten nøgtern, men forløbet er ganske klassisk. Hovedpersonen må gå så grueligt meget ondt igennem, men bliver næsten stærkere af den megen modgang. Stærk vil her sige at forfatterskabet udvikles på baggrund af den megen modgang. Barndommen er fattig; broderen lider af epilepsi; hun mister to søstre ved drukneulykker; hun er en fiasko som nyuddannet lærer, forsøger selvmord og ender på en grum psykiatrisk klinik i 8 år. Hele vejen igennem er hun dybt ensom.
Især i forhold til den rædselsfulde psykiatriske fejlbehandling af hende viser filmens grundfortælling sig. Da Janet er indlagt på en psykiatrisk afdeling i 8 år og får mere end 200 elektrochokbehandlinger efter at være fejldiagnosticeret som skizofren, udkommer hendes første bog. Da hun senere kommer til London og sidder overfor en psykiater der forklarer hende, hvor svært det er at komme over en fejldiagnosticering, opfordrer han hende til at skrive om de 8 frygtelige år. Det bliver en ny bog. Hvis det havde været en actionfilm, ville den døde rejse sig, hævne og ødelægge. Men hos Campion (og Frame) handler det om forløsning og skabelse – en vej til livet for forfatterinden og de mange læsere. Derfor er det de mange kejtede situationer der brænder sig ind på nethinden og ikke de frygtelige år i behandling. Men ensomhed og liv går hånd i hånd og er ikke til happy ends for Campion og Frame.
Campion har virtuost udfoldet den undertrykte kvindeligheds store styrke i film efter film (kendtest er The Piano (- 93) og Portræt af en kvinde (- 96 )). Og dog sættes den hele tiden frugtbart i spil med mandligheden. I En Engel ved mit bord er en kort scene til sidst, hvor Janet vender tilbage til New Zealand, da hendes far er død. Hun stikker fødderne i hans gamle støvler og for første og eneste gang i filmen træder hun ud af sig selv og indtager faderens mandige attituder. Som den naturligste ting af verden viser hun her en mandlig styrke frem, som var med hende hele vejen. Scenen er sjov og overraskende midt i sorgen – og så husker man, at faderen gav hende hendes første poesibog, at han forbød hende at opsøge flere psykiatriske institutioner og at han opfordrede hende til at rejse. Der er fanden til forskel på de sko, og de højhælede hun nødtvungent måtte tage på i et fint litterært selskab tidligere i filmen, hvor ingen havde noget at sige hende.
DVD-en har intet ekstramateriale udover et par (skriftlige) ganske udmærkede biografier over Jane Campion og skuespilleren Kerry Fox, der spiller den voksne Janet Frame. Det kan så være, hvad det vil, det afgørende er dog, at Campions mesterværk har fået en dansk udgivelse i udmærket overførsel og i formatet 16:9. Lyden er i mono ligesom originalen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
