Der bliver skrevet meget om flygtninge. De bliver dæmoniseret globalt, Europa vil ikke have dem, danskerne vil ikke have dem – hvor i alverden kan de så være i fred? I denne nye dokumentar følger vi en ganske almindelig familie, som er flygtet fra krigen i Syrien. Moren er i Danmark, faren i Canada og deres to børn bor i Tyrkiet. Så der er vitterligt tale om en splittet familie.
Instruktør Mira Jargil giver os her en dokumentar af konsekvenserne af krig. Familien har ikke set hinanden i flere år og sidder fast i landenes respektive systemer om familiesammenførelser.
Langt væk fra deres normale liv i Syrien, hvor de havde arbejde, venner og en tilværelse.
Nu er de splittet. Deres yngste søn har fortæller i en hjerteskærende video, at han har mareridt, fordi hans mor ikke er ved siden af dem. Han bliver mobbet af tyrkerne, fordi han er fra Syrien. Familien skyper og ringer sammen næsten hver dag med tårer i øjnene og ønsker at kunne være sammen – men nej. De må vente i lang tid.
Der bliver brugt en blanding imellem familiens private optagelser og en reportage, hvor familiemedlemmerne opholder sig. Dette giver et godt og overskueligt overblik over deres situation, men vigtigst af alt – man får at se dem som mennesker. Nogle som blot ønsker at leve i fred. De private optagelser viser, at de havde et liv, før de blev splittet hver til sit.
Begge forældre er læger, men kan ikke få lov til at arbejde indenfor deres fag. Faren arbejder på en restaurant, og synes det er skamfuldt. Hvilket man godt kan forstå! Moren er dog lidt heldigere at få tilbudt en praktikplads på et dansk hospital, så hun kan holde sit fag ved lige.
Det er dog hjerteskærende at tænke på, at en familie kan blive splittet på denne måde. Dels at det kan tage så lang tid med en retsag, men også at dette er konsekvenser af et tortureret land. Forhåbentligt kan denne dokumentar sende et budskab om, at ingen flygter for sjov. Hvis der ikke havde været krig i Syrien, er det tydeligt at se, at familien havde blevet der.
”En splittet familie” skildrer smukt en families kamp for overlevelse og retfærdighed. Dokumentaren viser tydeligt konsekvensen af krig, og de mennesker krigen går ud over.