“Vi skulle være de nye Rolling Stones”. Sådan lyder det introduktionsmæssigt fra pigerne i Miss B. Haven i Torben Skjødt Jensens friske dokumentar “Endeløse Nat” (der tilmed er titlen på en helt ny 2025-sang fra bandet). Det danske pige-punk-band kom pludselig i stald hos Warner Music og fik legendariske Phil Lynne fra Electric Light Orchestra og The Traveling Wilburys som producer. De var frække og respektløse i deres tilgang til vejen til berømmelse. Dette er deres historie.
Naturligvis skal vi lige et smut forbi til barndommen og have styr på drivkraften Lise Cabble, der siden skulle blive forsanger i Miss B. Haven. Gennem gamle fotos og allierede får vi et oprids af hele tilgangen til, at musik skulle blive hendes skæbne. Omveje, kringelkroge og en helt anden musikalsk interesse fører Lise omkring snitflader og møder med en række indflydelsesrige personer, og langsomt formes det band, der skulle komme på alles læber, - i første omgang herhjemme - ved at de øvrige medlemmer drypvis træder til. Vi får musikhistorieeksperter, producere og journalister til at formidle strømninger og tidsånd, så vi kan forstå det hele ud fra sin samtid.
Medlemmerne sat i stævne. Her bliver der talt om alt, hvad pigerne kan huske fra dengang. Der bliver også gået til stålet med hensyn til at være i et band, der ikke rigtig havde en styrmand og hvordan bølgerne derfor nogle gange gik højt. Forskellen mellem jyske og sjællandske medlemmer bliver herunder også tydelig. Pludselig står der også midt i karrieren et femte medlem. På bandets højeste er der ikke mere energi og bandet opløses i 1997. Vi får også en snas af, hvad tiden derefter bragte. Cabble fortsætter sangskrivningen til Melodi Grand Prix og for Anne Skoven dukker der desværre en kræftsygdom op. Det er en ganske filterløs samtale, der fylder godt ind i den kronologiske gennemgang. Dejligt, at “Endeløse Nat” også har en nutidig stemme.
Slagtet af pressen. Tilspurgt, om der sidder en rigtig trommeslager inde bag ved bagtæppet. Forventningen om, at bandet skulle smile hele tiden, men i stedet pure nægtede selvsamme. At være kvindelig musiker dengang, og så endda rendyrket pigeband var noget af en stødpude. Miss B. Haven ville selv bestemme, og det kostede knubs. Vi er med hele vejen fra danske hits og storhed til de engelske udgaver af samme sang og begrænset succes. “Endeløse Nat” er en dybtfølt og grundig dokumentar med nerve og sin helt egen stemme. Du behøver ikke at have kendskab til individerne eller Miss B. Haven for at kigge med her. Du skal nok blive holdt i hånden af Torben Skjødt Jensens produktion, så du ikke misser væsentlige detaljer på bandets rejse.
Sæt dig til rette i sofaneseren og nyd en gennemgang af et stykke historie uden lige. Altsammen strikket sammen med sange som “Coco”, “Suzanne”, “Vent Til Vi Ses Igen”, “Til Sommer” og “Læg Dig Ind Under Himlen”.