Skriv en kommentar
Enemy er en surrealistisk film fra manden bag bl.a. Prisoners fra sidste år. Manden hedder Villeneuve, og har i de fåtal af film, som han har produceret, formået at skabe en nærmest klaustrofobisk stemning, der hjemsøger en, mens man sidder i biografmørket. Derfor kan det virke naturligt, at give sig i kast med en lidt mere eftertænksom film, hvor publikum i langt højere grad, selv skal fortolke meningen med det kontrollerede kaos, men hvordan fungerer det så i praksis?
For i Enemy, møder vi den noget indebrændte og indestængte lærer Adam. Han lever en nærmest livsløs tilværelse, hvor dagenes ensformighed gør, at hele livet flyder sammen. En dag opdager han dog, at en mindre succesfuld skuespiller ligner ham på en prik, hvorefter det hurtigt går op for ham, at han har en dobbeltgænger.
Hvad skal alt dette så betyde? Ja, det er stort set op til tilskueren selv. Der bliver spillet meget på den ildevarslende symbolik bag edderkoppen, der i takt med at Adam og Anthony lægger ud med at pirre hinanden, så begynder stankelbenet også at invadere Adams drømme, og derefter hans liv. Denne symbolik er interessant, og man bliver også fanget af filmens særskilte stemning, der i særdeleshed skyldes det meget unikke og urovækkende soundtrack, men der bliver ikke gjort noget ud af, at begrunde, hvorfor vi skal tænke over begivenhedernes egentlige mening.
En film for filmanalytikere.
For selvom Jake Gyllenhaal er god, som henholdsvis den gode og den onde dobbeltgænger, så er historien ikke noget særligt. Det er en fortælling, hvor man ved, at den af dem må dø for, at den anden kan leve, hvilket kunne have været spændende, men en tydelig blanding af budgetrestriktioner og en betagelse af den surrealistiske symbolik gør, at der aldrig skabes en medrivende fortælling. Derfor er filmen kun henvendt en meget lille niche af filmfanatikere, der bare elsker at analysere symbolik, men personligt, så har jeg ikke gået og tænkt særlig meget over den efterfølgende, fordi der ikke er nok kød på overteksten.
Enemy er en film for filmfolk, og det kan ikke siges tydeligere. Hvis man forventer et nyt surrealistisk mesterværk, så bliver man fælt skuffet, fordi Villeneuve er ikke den nye David Lynch. Vil man derimod blot have en symbolsk film, der kræver noget mere at tilskueren, end de masseproducerede studieproduktioner, så skal man nok finde sig til rette i dette ængstelige univers.
