Mand, drag queen og grønlænder
For den 24-årige Nuka Bisgaard, søn af Grønlands første læge, er den største drøm at kunne være den, han er. Uden fordomme, uden angsten for at blive slået ned, uden at skulle skjule eller ligge låg på sig selv. Denne drøm forsøger han at opnå ved hjælp fra hans bedste ven, Lu, der drager på turne rundt i Grønland med Nuka. De er på en mission, en mission om at nedbryde grænser for, hvad en mand (og en kvinde) kan og ikke mindst om at starte en fest rundt i de små bygder, hvor livet til tider kan gå en smule i stå.
Det er dog ikke lige til, da Nuka og Lu møder modstand rundt i små bygder og ikke mindst i Nuuk, hvor de kommer fra. Men de lader sig ikke slå ud, da ikke mindst Nuka besidder en stor portion humor og styrke og med støtten fra bedste vennen, musikeren, optræder de – næsten ligegyldig publikum antallet. På trods af en stadig vis modvillighed, er det ikke duoens største problem. Nukas liv tager pludselig en uventet drejning, som tvinger ham til at tage til København og sætte turneen på standby – stærkt mod hans vilje.
Fordomme
En dokumentar om en ung homoseksuel grønlandsk mand, i Grønland, det lyder meget interessant – og ikke mindst kærkomment. Tidligere på året udkom den amerikanske dokumentar, Misfits, der handlede om unge homoseksuelle i den amerikanske by ,Tulsa. Både i USA og Danmark, er vi gode til at sætte fokus på homoseksualitet og de udfordringer, der følger med, men der har ikke været meget (eller ingen) fokus på det i Grønland. Derfor så jeg frem til denne dokumentar, da jeg håbede på, den kunne vise noget af Grønland, jeg ikke kendte til – både på godt og ondt.
Eskimo Diva viser dog også Grønland fra nye sider. Dokumentaren viser, at Nuka ikke er alene - der findes andre homoseksuelle, men samtidig vises der også et samfund, hvor mange, især mænd, stadig har svært ved at forholde og acceptere, at en mand ikke nødvendigvis er sælfanger og har beskidte arbejdshænder. Jeg mangler dog at komme ind under huden på Nuka Bisgaard, da den unge fyr er godt til at holde hovedet højt og fyre kække og gode kommentarer af. I scenen mellem Nuka og hans far, kommer vi en smule under huden. Hans far er stolt af sin søn for at have holdt ved og taget imod de tæsk, Grønland har givet ham. Her får vi fornemmelsen af, hvad der rører sig i Nuka, men også hans far. Men generelt mangler der at blive mere boret i Nuka, hans familie og ikke mindst Grønland. Vi kommer ikke under den tykke is af fordomme, fascination, kærlighed og styrke, der blandt andet svømmer rundt i den grønlandske fjord.
Teamet bag dokumentaren, Space Rocket Nation (Lene Børglum og Nicolas Winding Refn) og Reel Pictures, har dog stadig produceret en film, med Lene Stæhr i spidsen, der er værd at se. Eskimo Diva er en dokumentar, der er vigtig for Grønland, LGBT-personer og ikke mindst Danmark, som stadig har brug for et mere nuanceret syn på Grønland og dets mennesker.