Eugenie (Marie Liljedahl) er en uskyldig teenager, der ikke får lov til at slå sig løs for sin moder. Eugenies far har en hemmelig elsker, Madame de St. Ange (Maria Rohm). En dag under et af deres møder, laver de en aftale om at Eugenie skal tilbringe en weekend hos Madame Ange. I bytte får faderen den tilfredsstillelse, han hungre efter. Glad og uskyldig tager Eugenie på tur, uden at vide at den kommende weekend bliver et sandt mareridt, hvor hendes uskyld kommer på prøve og hvor stoffer, voldtægt, mord, totur og sex står på dagsplanen. Eugenie er nemlig kun en brik i det perverterede spil, Madame Ange spiller med den sadistiske kultleder Dolmance (Christopher Lee)
Eugenie er instrueret af den Spanske instruktør Jesus Franco Manara, bedre kendt som Jess Franco The Godfather of Euro-Sleaze. Jess Franco har over 150 film på samvittigheden og hans spændevidde er bred indenfor alle genre. Men han er nok mest kendt for hans ofte kontroversielle film, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem når det kommer til sex, horror og teaterblod. Blandt hans nok mest kendte film kan nævnes The Awfull Dr. Orlof, Venus i Furs, 99 Women, Succubus og Justine.
Jess Franco fortjener mere respekt end han sommetider får. For hans film er ikke bare tomme exploitation Flicks der provokere bare fordi de kan. For selvom budgettet ofte er lille, så er kreativiteten altid stor. Sådan er Eugenie også. Den har næppe kostet meget at lave, og indspilningstiden har sikkert været hurtig, men alligevel formår Jess Franco og hans crew at skabe en lille genre-perle, der hæver sig en smule over standarten. Eugenie er flot filmet af fotografen Manuel Merino, og kameraet er altid på lur, for at fange de forbudte agter historien er fyldt med. Også musikken er god. Det svingende soundtrack passer perfekt til de ofte lumre temaer om uskyld og fordærv, og trækker tilskueren med i en malmstrøm af tabt uskyld.
Eugenie er en lille perle i sin genre, og de 83 minutter filmen varer flyver afsted. Man er godt underholdt i selskab med denne helstøbte film, der indeholder tilpas meget sleaze til at tilfredsstille enhver Euro-trash fan. Jess Franco og Marie Liljedahl længe leve.
Ekstramateriale.
Der er en del spændende ekstramateriale at finde på denne fine uklippede version af Jess Francos lille mesterværk Eugenie. Ekstramaterialet indeholder: Trivia om filmen, Filmografier over cast og crew. Filmens originale trailer. Et stort og flot trailershow for andre udgivelser fra Another World Entertainment. Et billedgalleri, og gode biografier over Jess Franco, Marie Liljedahl, Maria Rohm, Christopher Lee og Marquis De Sade. Det bedste på ekstramaterialet er dog et spændende og helt nyt program, der indeholder interviews med Lee, Liljedahl, Franco og producenten Harry Alan Towers. Her fortælles historier fra produktionen, og rart er det at se det gamle cast samlet igen. Med til denne udgivelse er også en 4 siders booklet, der fortæller lidt om filmen og dens baggrund. Rigtig god læsning.
Samlet karakter for ekstramaterialet på Eugenie bliver 5 stjerner ud af 6 mulige.
Det er virkelig en flot kopi Another World Entertainment har gravet frem fra de gamle arkiver. Billedet står flot, og med Jess Francos sans for gode billeder er det en fryd for øjet at se filmen i dens oprindelige Cinemascope format. Lyden er Engelsk Dolby Digital 2.0.
Det er muligt at se Eugenie med Danske, Svenske Norske og Finske undertekster.
Eugenie er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.