Skriv en kommentar
Fantastiske panoreringer
Historien er den oldgamle bibelske fortællinger som vi alle kender til døde. Historien om Moses, der med hjælp fra Gud fik frigjort et folk, der gennem århundrede havde været fanget i deres trældom. Faktisk antager filmen, at man kender historien ud og ind, til en sådan grad, at vi aldrig får fortalt, hvad de enkelte plager er, men bare ser dem i stedet. Der er ikke de store overraskelser undervejs og med undtagelsen af, at Moses nu er ejer af et sværd i stedet for en stav, går tingene ellers som planlagt. Det er derimod i det visuelle, at filmen skiller sig ud, og samtidig gør det tydeligt for enhver, at Ridley Scott har instrueret filmen.
Gennem hele filmen er der overdådige kampscener og flotte panoreringen henover byens tage. Det føles som om man rejser tilbage til et helt andet land, med en helt andet kultur. Mest af alt virker det dog som ”Ridley Scott udgaven” af plagerne. Hele universet er gennemsyret af en brutal realisme, så meget som det kan lade sig gøre, når der er et almægtigt væsen involveret.
De hebræiske slaver lever i et slum, der ser ud som om, det kunne falde sammen hvert øjeblik, mens egypterne lever i flot velorkestrerede bygninger i overdådig luksus. Det er sådanne tydelige kontraster, der er med til at understrege faraos udnyttelse af det sagesløse folk. Mest interessant er dog udgaven af plagerne. Vandet bliver f.eks. ikke blot til blod, men i stedet er det krokodiller, der æder alt omkring sig, inklusiv hinanden, som gør vandet blodrødt. Resten af plagerne bliver forsøgt forklaret, som naturlige reaktioner på plagerne.
Misset mulighed
Filmen er altså flot, men der skal mere til for at gøre det til en god film. Det store spørgsmål er, hvorfor filmen er blevet lavet netop i dag, så mange år efter historien først blev fortalt, og når der allerede eksisterer et utallige af tidligere udgaver. Der er rig mulighed for at pege på paralleller i vores samtid, hvoraf det mest øjensynlige er Palæstina-konflikten, men filmen gør aldrig rigtig brug af tydelige eller mindre åbenlyse henvisninger til vore samtid, og det er en skam.
At filmen ikke siger noget om vores samtid, behøver ikke at være et problem, hvis altså det hele basale i filmen fungerede - menneskene. For alle lige fra Moses til Ramses bliver aldrig rigtig mere en karikatur. Man kan aldrig på noget tidspunkt mærke, at der er mennesker bag de karakterer vi bliver introduceret til. Vi ser Ramses som en forkælet dreng, der hele tiden er på grænsen af hybris, fordi han styres af sit enorme ego er ikke nogen stor synd. På den måde virker han aldrig som mere, end den nødvendige skurk i fortællingen. Værst af alle er dog Christian Bales portrættering af Moses, der mildest talt er unuanceret og selvmodsigende.
Overfladiske karakterer
Moses er i konstant konflikt med Gud og skændes med ham. Han finder Guds hårdhændede retfærdighed for voldsom og nægter simpelthen flere gange, at gøre som Gud han befaler. Ja, det et en side af profeten, som vi ikke har set før. Moses er dog magtesløs over for den almægtige Gud og må derfor bare stå rystet tilbage, når Guds vrede udspiller sig.
Denne tvekamp mellem Gud og hans udvalgte kunne have været det omdrejningspunkt, der adskilte filmen, fra de talrige andre udgaver, men det hele falder til jorden, fordi Moses ganske enkelt ikke er nogen god leder. Han er konstant i vildrede over sine beslutninger, fordi næsten altid er de forkerte. Som da Moses begynder at lære det hebraiske at kæmpe, selvom de aldrig på noget tidspunkt har brug for det. Oven på hans manglende dybsindighed er Moses også tydeligt distanceret fra det hebræiske folk, hvilket symboliseres ved, at han næsten altid er på en hest eller en piedestal, så han er hævet over dem.
Hele lederskikkelsen ender i virkeligheden med at blive et udtryk for en selvopfyldende profeti, hvor alle omkring Moses gør ham til en stor leder, ved at blive med at sige, det er hans skæbne. Denne uheldigt negative skildring af Moses kunne være reddet, hvis ham der spillede Moses tilførte ham underfundige og spændende skjulte sider. Christian Bale gør dog lagt for dette, og hans portrættering er så unuanceret og overspillet, at den store leder fremstår som et irriteret barn.
Det er lidt af en bedrift, at en film, der varer to en halv time aldrig rigtig formår at sige eller gøre noget nyt. Med undtagelse af de brutale plager og de flotte panoreringer af landskabet, så føles intet på noget tidspunkt særlig velfungerende. Skuespillet af fladt og overfladisk, Moses er en mildest talt uværdig leder, og så misbruger filmen en gylden mulighed for at kommentere på bl.a. Palæstina konflikten. Derfor er Ridley Scotts seneste epos ikke anbefales værdig.
