Mon alle kvinder tænker: “Tænk hvis man kunne være Bella Swan fra Twilight og blive begæret af to vilde dyr i form af en varulv og en vampyr.” Det tror jeg ikke, de tænker, men det virker som om, at Rebecca Serle har tænkt noget i den retning, da hun skrev bogen Famous in Love, som nu er blevet til en tv-serie. For historien i Famous in Love minder i høj grad om det samme trekantsdrama, der finder sted i Twilight-serien, blot i en mere “realistisk” verden. Og nu siger jeg realistisk med citationstegn, for den Hollywood-verden der skildres i serien, minder mere om en halvdårlig realityserie end et egentlig take på den lukkede, men spændende Hollywood-verden.
Serien tager udgangspunkt i den studerende Paige Townsen (Bella Thorne), der bor i Los Angeles og en dag går til casting på Young Adult-hittet Locked sammen med sin bedste veninde og roommate Cassandra (Georgie Flores). Og minsandten om ikke Paige får tilbudt den kvindelige hovedrolle i Locked og nu skal forsøge at balancere sit nye stjerneliv og samtidig forblive jordbunden med sine venner og sit studie. Samtidig er Paige noget lun på sin anden roommate Jake (Charlie DePew), men bliver samtidig draget af Hollywood-stjernen Rainer (Carter Jenkins), som hun skal spille over for i den kommende film. Hvad skal den stakkels pige dog gøre?
Fornem sarkasmen, for jeg har en lille smule svært ved at sætte mig ind i de “problemer” der opstår for Paige i serien. Det er primært, fordi samtlige karakterer opfører sig som små børn og vælger at fortie ting og aldrig fortæller sandheden til hinanden. Dermed opstår der konstant problemer, der mest af alt føles ret urealistiske. Godt nok skal de fleste hovedkarakterer forestille at være unge og naive, men når resten af castet også opfører sig som egoister, så er det svært egentlig at holde med nogen i den her serie. Åben munden, snak om problemet, så svært er det virkelig ikke. Jamen så ville der jo aldrig være nogen konflikter i serien? Jo, det kunne der sagtens være, men det er svært at acceptere de nuværende konflikter, når de føles så forcerede. På den anden side, så føles serien næsten som en form for reality, hvor man sidder med følelsen af at man lige skal se det næste afsnit for at se, hvor dumt og latterligt det egentlig kan blive, men det kan umuligt have været hensigten med serien. Den er dog også blevet lukket ned igen efter sæson 2, så jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har set lidt negativt på serien.
Hvis man vil se en serie, der går bag Hollywoods normalt lukkede døre, så vil jeg hellere foreslå HBO-serien Entourage (2004-2011). Jeg er klar over at Famous in Love nok primært henvender sig til kvinder, og Entourage nok primært henvender sig til mænd, men Entourage giver altså et mere realistisk og sjovere billede af stjernelivet og dets udfordringer. Og selvfølgelig sker der vanvittige og absurde ting i Entourage, men det er lavet med et glimt i øjet og ikke så ekstremt selvhøjtideligt som Famous in Love. Jeg kan ikke anbefale at gå i gang med serien, når der findes så mange andre bedre serier at se.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.