Skriv en kommentar
Det er sommerferie og nu skal søs med sin kæreste Peter på Interrail, mens resten af familien har lejet sommerhus på solskinsøen, Bornholm. Onkel Anders er kørt i stilling som huspasser, mens sommeren skal indtages af vores lalleglade familie. Men postbudet (Anders Lund Madsen) kommer i sidste øjeblik forbi og spolerer planerne, for Onkel Anders har, fortæller et brev, arvet et slot på Fyn.
Søs og Peters ferie hænger også i en tynd tråd, så inden længe sidder hele familien i bilen på vej over broen til Fyn og slot.
På slottet stifter familien bekendtsskab med forvalterinden fru Seiersen og familien Grissenfelt, der også er arvinger til slottet. Men da Onkel Anders og Madam Von Grissenfelt ikke kan komme til enighed om at dele arven, må der efter slottets arveregler tvekampe til for at afgøre, hvem der skal have slottet til evig eje.
Familien Grissenfelt, der hader alt det danske og er bosat på Mallorca, benytter feje tricks under dysterne, mens vores heltefamilie kæmper heroisk i såvel ridderturnering som Tenniskamp. Men for at familiekonflikten kan afgøres helt og aldeles, må der gøres op med fortidens spøgelser. For den gamle baron går igen i slottets ekkogange, og dette mysterium må Per og hans familie også til bunds i.
”Far til fire – I stor stil” er ikke overraskende en ganske hyggelig film, der er lavet for hele familien. Hvor den moderne tid blev etableret i forrige års Far til fire film, bygger filmen her videre fra dette udgangspunkt og vil fortælle en god opbyggelig DANSK historie. Det er den opdaterede danske folkekomdie i familie med Morten Korchs dyrken af det ligefremme og hjertensgode. Som sådan fungerer filmen fint. Den er flot optaget, godt klippet og manuskriptet synes også at være velkomponeret til genrens publikum. Hele historien leveres glat og med et smil på læben, dertil kommer et stænk af fantastik.
Fantastikken er et godt og velkendt element, når (børne)familiefilmene skal tilføres spænding, såsom det blev set i den dialogstærke ”Fakiren fra Bilbao” og tidligere i film som ”Gummi Tarzan” og ”Otto er et næsehorn”.
Med ”Far til fire – I stor stil” har instruktør Claus Bjerre begået en stilren, men anelse lapset familiefilm, der har en god chance for at kunne underholde børn og børnefamilier. Men det er folkekomedie af den skuffe, der var stor i midten af århundredet. Det er tilbageskuende nationalromantik, der dyrker det glatte og gode. Her er spøgelserne godmodige væsener, der blot skal finde ro, og her er det danske (fynske) landskab besunget med nationalromantiske folketoner.
Claus Bjerre, der er uddannet ved kunstakademiet, viser god sans for familiefilmen. Således fortsætter han den stil, han fandt i den forrige Far til fire film og bliver en del af den nationalromantiske bølge, der skvulper henover det fremmedforskrækkede Danmark.
Med samarbejdet med Film Fyn skæres der en plade af dyrkelse af den lokale forankring, der dog kan virke som noget af et reklamepostkort for den midterste ø. For at gøre stemningen endnu mere glad og happy har man naturligvis valgt at tilsætte filmen en sang af Martin Brygmann, der fortsætter ud af sin sædvanlige og efterhånden klichekedelige familiemusik.
Så, inden man spenderer lommepengene på filmen, man må naturligvis gøre sig klart, om man er til denne form for dyrkelse af det let-til-bens lalleglade humørbombe spil, hvor Onkel Anders’s gentagne frase ”Ulovligheder” til uretfærdighederne, er det, vi skal grine ad undervejs.
Personligt korser jeg mig og er ingenlunde til denne slags happyhurlumhej. Men jeg vil alligevel rose filmen for, at den gør det den vil godt. Ydermere virker folkekomedieholdet med bl.a. Niels Olsen som Far, Kasper Kejse som Lille Per og Jess Ingerslev som en godmodig og spøjs Onkel Anders ganske fint. Dertil kommer Sofie Stougaards meget vellykkede fortolkning af den (dybest set) angste og plattenslagerfuskende Madam Von Grissenfelt.
Så don’t worry, be happy og sæt bare hele den pukkelryggede i sædet til den danske familiekomedie.
