Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I 1960'erne måtte de europæiske kolonimagter én efter én forlade de afrikanske lande, de i, ofte århundreder, havde haft magten over.
Jacopetti og Prosperi, de to italienske instruktører, der tidligere havde lavet den stærke film Mondo Cane, var til stede mens tusinder af folkeslag pludselig var overladt til sig selv, og skulle finde ud af hvem de var som nation. Mondo Cane ville chokere sit publikum, og selv om Farvel til Afrika har et politisk emne, forsøger denne film utvivlsomt også at chokere. Selv om filmpublikummet i dag er væsentligt mere hårdfør end i 1960'erne, er der alligevel en del ubehagelige billeder.
Filmen er konstrueret med en tidstypisk voice over til en række lange indstillinger. Visuelt er filmen en nydelse, men de skarpe og gennemtænkte billeder får det af og til at virke som om vi ser på en konstrueret virkelighed. Hvilket også i nogle tilfælde er korrekt. Den trænede filmseer vil hurtigt se de konstruerede elementer, og det ligner lidt et cinéma vérité Man bør tænke på, at det er en film skabt i en anden tid og med en anden tradition. Lange indstillinger og tilsyneladende meningsløse dyreoptagelser fylder filmen, men det bidrager alt sammen til at fange stemningen på et kontinent, der er ved at forandre sig for altid.
På trods af de konstruerede elementer, så viser Farvel til Afrika en skræmmende tid, og nogle forfærdelige konsekvenser af århundredes koloniherredømme. Lande med kunstige grænser, der ikke tager hensyn til stammer og folkeslag forlades og overlades mere eller mindre til sig selv. Demokrati kommer man ikke sovende til, og voldsomme optøjer er de umiddelbare konsekvenser. Man vil ikke bare have selvstyre, man vil også fordrive de hvide mennesker og have ret til de succesfulde farme, der ellers har siddet på overklassens hænder. Det bliver blodigt. En anden blodig affære er de vilde dyr. Tidligere var savannen kun til sporadisk trofæjagt, af især briterne, men da de rejser drives der rovdrift på de naturlige ressourcer. Elefanter, zebraer, gazeller, ja dyr af alle slags slagtes brutalt i nogle af filmens mest hjerteskærende scener.
Mennesker må også lade livet; i Rwanda myrdes mindretallet og det samme i Angola.
Farvel til Afrika er en skat af en film. Momentvis konstrueret eller ej, så er det et tidsbillede, og en visuel fortælling om kolonimagternes efterladenskaber. Nationer der bliver kastet ud i en identitetskrise af rang, mens den tidligere herskerklasse, rejser uden at se sig tilbage.
Man skylder sig selv at se den, for at forstå at man en gang gjorde et helt kontinent fortræd. Man gjorde mennesker til en underklasse udelukkende på grund af deres hudfarve. Man smadrede en enestående fauna.
Er filmen relevant her halvtreds år efter? Uden tvivl! Afrika er stadig et kontinent, der lever med efterdønningerne af kolonimagternes imperialisme, og så længe så mange afrikanske lande klassificeres som u-lande – så er filmen hamrende aktuel!
Ekstramaterialet består fremdeles af trailers for filmen, hvilket faktisk er yderst interessant at se.
Man kunne dog godt have ønsket sig et noget mere uddybende materiale.
Another WorldEntertainment.
