Indtil videre er Fast & Furious 7 den 4. mest indtjenende film i 2015, og filmen har da også fået en enorm opmærksomhed, selvom det er grundet frygtlige omstændigheder. Paul Walkers død har helt sikkert været medvirkende til, at endnu flere mennesker har valgt at se det syvende kapitel i den bilglade franchise for at vise ham den sidste respekt i rollen som Brian O’Connor, der uden tvivl var Walkers mest kendte rolle. Det skal dog ikke tage noget fra selve filmens underholdningsværdi, for den nye instruktør James Wan har formået et fortsætte det vanvittige drengerøvseventyr i samme vejbane som de foregående film har dikteret.
Filmen fortsætter sin handling lige efter det sjette kapitels afslutning. Deckard Shaw (Jason Statham) ønsker hævn for sin bror Owen Shaw (Luke Evans), der var skurken i den forrige film. Han dræber derfor Han (Sung Kang) og kommer efter Toretto (Vin Diesel) og resten af gruppen. Toretto ønsker en gang for alle at få fred og ro fra Shaw brødrene, og med hjælp fra den mystiske agent Mr. Nobody (Kurt Russell) går jagten ind på hackeren Ramsey, der har skabt en form for Guds Øje, et apparat der kan finde alle mennesker i verden på ingen tid. Apparatet skal bruges til at finde Shaw og ende hans hævntogt.
Fast & Furious 7 er en crowd-pleaser af de helt store. Justin Lin har i de seneste to film formået at skabe den samme ramme for underholdning til netop denne franchise, og den nye instruktør James Wan (The Conjuring(2013), Saw (2004)) fortsætter i fuldstændig samme spor i den syvende installation. Som fan af serien bliver man næppe skuffet over de vildt opsatte action-scener, der selvfølgelig skal formå at overgå tidligere films vanvid. Det er et vanvittigt syn, når biler kører ud fra et flyvende hangarfly med faldskærme på taget, eller når Toretto og O’Connor nærmest flyver en bil i mellem tre af Dubais højeste bygninger, men det er, hvad man som tilskuer forventer og ikke mindst elsker ved denne franchise. Pyt med om filmen skider et stort hul i tyngdekraften og diverse andre fysiske love, så længe publikums tørst efter action og humor bliver tilfredsstillet. Roman (Tyrese Gibson) er endnu en gang manden bag de fleste jokes, mens både Vin Diesel, Statham og The Rock får lov at fyre den ene cheesy one-liner af efter den anden.
Heldigvis bruger filmen også tid på det broderlige forhold mellem Toretto og O’Connor, højst sandsynlig mere tid, end hvis ikke Walker havde omkommet. Fans af franchisen, inklusive mig selv, var helt sikkert nervøse for, hvordan man ville skrive Walker ud af filmen med værdighed. Selvom man flere gange godt kan se, at der har været brug for lidt CGI og hjælp fra Walkers to brødre, så formår Fast & Furious 7 at afslutte Walkers karriere på den helt rigtige måde. Paul Walker skrives ud med kæmpe respekt til lyden af Wiz Khalifa og Charlie Puths megahit ”See You Again”, hvor selv den mest macho-mand får svært ved at holde tårerne tilbage.
Vin Diesel, der også har været producer på filmene siden 2008, har for nyligt skrevet på sin Facebook, at der vil komme endnu tre film i Fast and Furious franchisen. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at det måske burde have sluttet her med Walkers død, men vi kender Hollywood og penge trækker ofte mere end ære. Jeg sidder højest sandsynligt også foran biografskærmen når næste kapitel drøner af sted, men indtil lader jeg mig underholde af Fast & Furious 7 og Paul Walkers værdige afsked.
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Fast & Furious 7 indeholder følgende ekstramateriale:
• Inside the Fight
• ”See You Again” Official Music Video
• Deleted Scenes
• Talking Fast
• Snatch and Grab
• The Cars of Furious
• Race Wars
• Making of Fast & Furious Supercharged Ride
• Tower Jumps
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.