Skriv en kommentar
I mesterinstruktøren Federico Fellinis sidste værker spiller studieindspilningerne en stor rolle. Værkerne optages konsekvent i filmbyen Cincittá. Den kulisseagtige stilisering, teatraliseringen er således helt central i ”Fellinis Casanova” (1976).
Uanset hvor imponerende Cinecittá-værkerne er i deres setup, her er ikke sparet på det spektakulære, kan de ikke sige sig fri for at give køb på den fabulerende og umiddelbare stil der kendetegner sande mesterværker som ”La Strada”, ”Det søde liv” og ”8 ½”. Det er derfor lidt letkøbt når udgiveren på coveret hævder, at kritikere betegner filmen som instruktørens måske bedste film. Det kan da godt være at nogen har sagt det, for uanset hvad er Fellini altid stor, men …
Den midaldrende instruktør kendte tilsyneladende sit eget værd, da han ikke blot ”nøjedes” med at filmatisere storforføreren mmm Casanovas liv – der er ganske veldokumenteret ikke mindst i hans dagbøger – men ligefrem gav filmen eget navn ”Fellinis Casanova”. Altså ikke blot en understregning af at her er en fortolkning – for det er der jo altid tale om – men solgte værket på eget navn. Måske er det imidlertid et producerfif der gik ud på at sælge filmen, fordi instruktøren var berømt (lidt ligesom med Orson Welles). Er det derfor instruktøren er placeret side om side med en personage, som han åbenlyst ikke har meget til overs for?!
Den teatralske stilisering er tydeligst i de scener vi alle sammen ser frem til, nemlig forførelsesscenerne. Her er imidlertid ikke megen forførelse men en mekanisk kropslighed der understreges af den kunstige og komiske fugl som Casanova sætter i gang inden bøj-stræk-samlejerne. Komikken og mekanikken understreges skønt af hofkomponisten Nino Rotas score.
Drifternes mekanik og automatik er i den grad til at få øje på. Og der er strengt taget ikke meget andet i Fellinis Casanovafigur, om end Donald Sutherland knokler ganske gevaldigt for at få lidt liv, nuancer ind i rollen. På den måde demonstrerer Sutherland hvor fremragende en skuespiller han er, imens Casanova flygter fra Venedigs berygtede blykamre og begiver sig på en gevaldig horetur ved europæiske fyrstehuse. Sutherland er på de samfulde 148 min. filmen varer.
Fellini gør ikke meget for at fremhæve Casanovas andre evner, såsom politisk rådgiver, opfinder mm for fyrster rundt omkring i Europa. Hos Fellini er det blot noget figuren bryster sig af for dog ikke at fremstå som ren og skær driftsmaskine. Det er næppe rigtigt, men altså netop Fellinis Casanova.
Det er oplagt at fremstille Casanova som en tragisk figur der dør ensom og glemt som bibliotekar og ”hofnar” for en europæisk fyrste. Sådan var det angiveligt, og sådan er det også hos Fellini, men den slutning er kort og vægtes ikke særligt af instruktøren.
Dekadencen og tragikken er ofte til stede hos Fellini, men står aldrig alene, tværtimod udfoldes det komiske, livgivende, humanismen om man vil på trods af den baggrund. Det er magi. Den magi udebliver i ”Fellinis Casanova” der først og fremmest fremstår som en fremvisning af, hvor imponerende studieproduktioner kan tage sig ud. Her er productionvalue for alle pengene.
Ekstramaterialet på DVD-en består af trailers og slideshows.
Another World Entertainment.
