Skriv en kommentar
De fleste er nok enige om, at kul og fossile brændstoffer er skidt og solceller er godt – og dermed er det også et effektivt greb fra Simóns side fra starten at afvæbne vores modstand imod jordejeren Pinyol (Jacob Diarte), der har besluttet at opstille solceller på den jord, der igennem generationer har givet liv til ferskentræer og til Quimet Solé (Jordi Pujol Dolcet) og hans familie. Faktisk siden Quimets far under borgerkrigen i 1930’erne hjalp Pinyols far med at skjule sig for de røde republikanere.
Af taknemmelighed har Quimets familie siden fået lov til at dyrke jorden. Men den gamle godsejer er ikke mere, og sønnen synes at have glemt den gamle aftale mellem de to familier. Det er ikke fordi, Pinyol vil smide familien på gaden, han tilbyder tværtimod, at de kan blive boende i deres hus og arbejde med at vedligeholde solcellerne.
Det er dog ikke lige det, Quimet Solé og familie drømmer om. De vil beholde ferskentræerne, og det kompliceres yderligere af, at familien Solé ikke har nogen kontrakt på hverken jorden eller aftalen. Det var nemlig en mundtlig aftale, som ingen har anfægtet i de mere end 80 år, der er gået siden borgerkrigens afslutning. Nu står familien derfor reelt uden kort på hånden og må se i øjnene, at de ikke har nogen rettigheder over jorden og det arbejdsliv, hele deres identitet og indtægt bygger på.
Faderen Quimet kæmper indædt imod de kræfter, der vil fratage ham sit erhverv og sin mulighed for at forsørge sin familie. Det afføder naturligt nok konflikter mellem familiemedlemmerne, både mellem generationerne og mellem ham og hans søster og svoger, som er mere villige til at underkaste sig udviklingen.
Historien er egentlig ganske banal, de store gravkøer trænger sig ind på idyllen i ferskenlunden og de gode, retskafne mennesker, der arbejder i deres ansigts sved. Men Carla Simón formår alligevel at tilføje denne historie sin egen poesi og indlevelse. Ligesom i hendes debutfilm Sommeren 1993 afsøger hendes observerende kamerastil især relationerne mellem mennesker, deres tvivl og irritation over den stædige far og deres forsøg på at holde sammen på familien, så alt ikke falder fra hinanden. Man mærker, at Simón selv har levet dette liv i ferskenplantagerne og kan fremkalde de stemninger og situationer, hun husker – og så er hun i stand til at iscenesætte dem, så vi virkelig føler dem selv.
Stilfærdigt lever vi med i dagligdagen, som den former sig på landet, hvor der er marked på torvet i landsbyen og børnene leger ude og har deres eget liv parallelt med de voksne.
Den gamle bedstefar forholder sig mest tavs, men reagerer på situationen på sin egen måde, kvinderne snakker og lægger planer, og Roger, den ældste søn, forsøger at hjælpe sin far med at plukke ferskenhøsten, før træerne ryger, mens han i smug dyrker sine hashplanter. Især børnene, Iris, Pau og Pere, samt de to større Mariona og Roger, fungerer som vores øjne og ører og viser os i den ene indtagende scene efter den anden, hvad livet er og var. Måske især var? Det er som om Carla Simón vil opfordre os til lige at stoppe op og betragte det liv, der er ved at forsvinde, før det forsvinder. Om lidt er det væk – er det det, vi ønsker?
