Skriv en kommentar
KØB MUSIK DVD'EN HER
Sidste år kunne publikum på Roskilde Festivalen 2005 opleve det Irsk/Amerikanske band Flogging Molly, formegentligt lammetæve Arena-scenen. Selv er jeg efterhånden blevet alt for gammel, kedelig og ikke mindst magelig til denne festival, men jeg husker med tydelighed dengang i start-halvfemserne hvor Irske The Pogues pryglede Orange Scene.
Pogues var ellers oppe imod hårde odds. Bandet havde fået den utaknemmelige opgave at spille et totalt festivalsmadret publikum op søndag eftermiddag og da forsangeren Shane McGowan tumlede ind på scenen i en gedigen herrebrandert og introducerede sin medbragte whiskyflaske som det første, kunne man have frygtet en fiasko. Men nej. Trods Shanes gentagende flugtforsøg fra scenen, sikkert for at sove branderten ud, gik der ikke mange numre førend bandets energiske blanding af traditionel Irsk folkemusik og lystig punkrock, fik sendt hele det tømmermandsplagede publikum ud i en vild kombination af pogo og kædedans. Hvilken fantastisk og livsbekræftende oplevelse der mere end noget, skyldtes en fantastisk og livsbekræftende indsats fra McGowan og The Pogues!!
Det var derfor med en begejstret følelse af deja-vu at jeg gennemlyttede denne cd og derved fik mit første møde med det nu over 10 år gamle folkepunkband Flogging Molly, der med deres sønderrivende energi fortsætter stilen fra The Pogues, blot med hastigheden og intensiteten skruet om muligt mere i bund. Dette er et band hvis livsenergi, oprigtighed og nerve synes evigt uopslideligt og som kan tage pusten fra de fleste på få minutter. Jeg kan kun begræde at cd’en først dumpede ind af min brevsprække få dage efter en fest jeg afholdt for nyligt, idet denne musik sparker røv i en grad der ville have fået festen til at eksploderer. Så godt det samme at den kom på det tidspunkt den gjorde, da jeg i modsat fald sikkert ville have festet endnu, i stedet for at skrive disse linier. Flogging Molly hedder bandet og Whiskey On A Sunday hedder cd’en og begge lever i den grad op til deres navne! Molly er nok aldrig blevet flogget så grundigt i sit liv og et lille glas whisky eller to … eller tre, kan nok rede en trist og regnvåd søndag.
Og at Molly virkeligt fik sine prygl får man fortalt i løbet af den en time og femogfyrre minutter lange dokumentarfilm om bandet, der ligger på den medfølgende DVD. Forsangeren Dave Kings far dødede da Dave kun var en lille dreng der levede sammen med sine musikelskende forældre i den fattige del af Dublin og den unge Dave blev øjeblikkeligt ramt af skyldfølelse over faderens død, som han fortæller det i de meget åbenhjertede interviewstumper i dokumentaren. Da hans mor kort efter var tæt på at blive offer for et af IRA’s utallige bombeattentater, var det tid for Dave til at forlade Irland for en stund – inden han også lod sig rekruttere af IRA, som mange af hans samtidige kammerater blev det. Derfor flygtede han på det nærmeste til USA, hvor han fik stablet en mindre musikalsk karriere på benene. Men der skulle gå mange år førend han, musikalsk set, for alvor vendte tilbage til sine irske rødder og via en lang række af tilfældige møder og begivenheder, fik skrabet de syv mennesker sammen der udgøre det nuværende band. Og det var først efter at det dengang unavngivende band, hvis stil synes som en blanding af Johnny Cash og The Dubliners på speed, tog den Irske pub Molly Malone i L.A. med storm, at bandet fik sit navn.
I løbet af filmen, der følger bandet over en periode på to år, får man ligeledes bekræftet hvad man allerede fik fornemmelsen af gennem deres musik; at vi her har at gøre med en gruppe mennesker, der den sprudlende og løsslupne energi til trods, tager deres musik og valg af karriere meget alvorligt. For mange af musikkerne har bandet eksempelvis været en vej ud af depressionens kløer eller en måde at udtrykke indestængte følelser på. De VIL det her – og heldigvis kan de det også i en grad, så man både tilgiver og forstår Dave, når han eksempelvis konkluderer:
”We all believe in each other, you know, and we believe in our music, therefore we fear nobody!”
Men så stopper festen også. De fem flotte stjerner jeg her tildeler denne udgivelse er faktisk ikke fortjente. Musikalsk set begynder cd’en at gentage sig selv på et tidspunkt og det er egentligt kun den fantastisk medrivende liveoptagelse af nummeret Black Friday Rule der for alvor skiller sig ud fra resten af albummet. Og på samme måde som det forholder sig med den musikalske side af oplevelsen, således forholder det sig også med dokumentarfilmen. For uanset hvor åbenhjertede de sympatiske bandmedlemmer er og uanset at det faktisk er spændende og vedkommende at følge bandet (som næsten et hvilket som helst andet band) på og bagved scenen, ja så er filmen altså lige 45 minutter for lang. For også her bliver gentagelserne til stadighed hyppigere hen imod slutningen og samlet set fortjener Whiskey On A Sunday ikke mere end fire tindrende stjerner.
Men så er der lige det med viriliteten, entusiasmen og især oprigtigheden. Den er sjældent set i så høj grad som her og uanset hvor uretfærdigt det måtte forekomme nogen, skal sådan en oplevelse altså have et ekstra skulderklap med på vejen. Flogging fucking Molly har hermed fået en ny, begejstret fan! Fuck millimeterretfærdigheden og hit med whiskyen!!!
Som bonus finder man 8 små separate afsnit, der hver især indeholder endnu flere små interviewstumper, klip fra studiet, en kort optagelse fra gruppens homecomming koncert på Molly Malone, en præsentation af f.eks. bandets handyman ”The Badger” osv. osv. Alt sammen noget der uden problemer kunne have indgået i hovedfilmen, men mest af alt minder om fraklippede sekvenser – hvad det muligvis også er. Øh … skal vi sige tre stjerner for det?
Filmen kan ses med 5:1 Surround eller 5:0 Stereo lyd samt valgfrie engelske undertekster.
DVDen er venligst stillet til rådighed af:
Kick Music A/S.
