Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
There Comes A Time To Cut Loose. Sikkert... Men det er sgu ikke nu. Den nye Footloose-version er noget af det mest ligegyldige som jeg længe har set. Jeg har uendeligt svært ved at se hvem filmen skulle underholde og hvad pokker vi skal med den. Og i sidste ende kan jeg slet ikke forstå hverken konceptet eller relanceringen af en af 80'ernes største dansefilm. Uddybelse følger...
Historien handler om Ren MacCormack (Kenny Wormald) som flytter fra Boston til den lille flække Bomont. Baggrunden for flytningen er hans mors død og nu skal han så bo hos sin onkel, som er lidt af en bonderøv. Der venter Ren noget af en omvæltning, da Bomont er styret af et stramt regelsæt som forbyder ungdommen i at være sent ude om aftenen. Ingen fest, ingen alkohol og vigtigst af alt: Ingen musik og dans, da den fordærver ungdommen. Det mener byens spidser, med præsten Shaw (Dennis Quaid) i front, i hvert fald. Byen blev nemlig ramt af en tragedie hvor 5 af byens unge blev dræbt i en ulykke efter en fest med dans og musik.
En af de første som Ren stifter bekendtskab med er den kønne Ariel (Julianne Hough), som er datter af den lokale præst. Hun er egenrådig som bare pokker, men Ren gør alligevel et stort indtryk på Ariel. Da de mødes, er Ariel kærester med racerkøreren Chuck, en oppustet egoist. Men dette står til at ændre sig og det gør hele føromtalte regelsæt også, da Ren ikke kan se fornuften i at strømline alle de unge som er ved at blive kvalt i forældregenerationens dominans.
Ja, du har sikkert allerede regnet ud at Ren møder modstand for sine synspunkter. Du har sikkert også regnet ud at det ender med en regulær kamp mellem generationerne. Du har sikkert også gættet at Ren og Ariel ender med at danne par. Du har sikkert også gættet at Chuck ikke bryder sig om dette. Du har vel også gennemskuet at Ren og Chuck kommer op at slås om Ariel og at Ren vinder. Du kan vel også resonere dig frem til at Ren og de unge ender med at få deres vilje og at dansetrinnene igen lader røre på sig i Bomont til sidst. Ja, handlingen er mere gennemskuelig end at regnvejr falder oppefra og nedefter. Og så er det altså slemt at man skal sidde ved skærmen i næsten to timer for at nå frem til sidste rulletekst-punktum før Footloose anno 2011 er ved vejs ende.
Filmen skal tildeles en enkelt stjerne, for de medvirkende kan virkelig danse! Men så er det også slut. Man bliver træt af at se på Kenny Wormald i det øjeblik man ser ham ankomme til Bomont. Skuespiller? Det bliver han aldrig. Han ligner det resterende opkast efter for meget indtagelse af Freddie Prinze, Jr. Julianne Hough er lige så hæslig, og hendes rolle som Ariel er mildest talt usympatisk og komplet irriterende. Jeg har ikke i min vildeste fantasi noget begreb om hvorfor hun skulle kunne fremstå som den kvindelige ”heltinde” og retfærdige pol til Ren. Tilmed fatter jeg heller ikke hvad der fik Dennis Quaid til at sige ja tak til at medvirke i dette morads hvor lavmålene står i kø. Jeg har også svært ved at finde passager som ikke er ekstremt klichéfyldte og kan tilmed heller ikke andet end at slå ud med armene, når man opbygger en film om ungdommens kamp for at få dans tilbage på skemaet. Hvor findes de unge henne som er sådan? Enten i en meget meget fjern fortid, eller deslige fremtid. Det grinagtige er endda at det kommer til nærmest retssalslignende tilstande angående kampen mellem om der må danses eller ej. Hvem sagde You Can't Handle The Truth?
Jeg har absolut intet at rose Footloose for. Ej heller de fladpandede genindspilninger af 80'er-klassikere som Holding Out For A Hero og Let's Hear It For The Boys. De er sådan opdateret til lidt country-stil, for husk nu: Alle teenagere synes jo at det sejeste nogensinde er at danse linedance. Med andre ord er det her simpelthen topmålet af utroværdighed.
For at at få noget ud af Footloose bonus materialet, så kræver det nærmest at man kan lide filmen. Og det kan jeg slet ikke, så musikvideoer, kommentarspor og slettede scener flyver direkte hen over hovedet på denne signatur.
