Instruktør D. J. Caruso havde gennem længere tid ønsket sig at lave en sportsfilm, men der skulle gå mange år før at det blev en realitet. Faktisk skulle der lidt af en tilfældighed til. En enkelt dag på golfbanen, var alt hvad det krævede. Samme dag var en herre ved navn Brandon Lang nemlig også ude at svinge med køllen, og Mr. Lang kunne berette om noget af en historie. Hans mere eller mindre ufrivillige involvering i betting-brancen er nu blevet til For The Money…
Brandon Lang bliver alvorligt skadet i en amerikansk fodbold-match på højeste niveau. Lægernes dom er no more football. Brandon kender dog spillet indefra, alt fra taktik, tacklinger og touchdowns til finter, fieldgoals og friløbere. Han slipper ikke taget i football, men kaster sig ud i at rådgive spillefugle omkring de seneste odds via en lille radiokanal. Han får hurtigt succes og tipper en lang række kampe rigtig, og inden længe rygtes det. Stormogulen i branchen Walter Abrams headhunter Brandon til sit firma, smider ham på tv, giver ham navnet John Anthony (som er mere klingende i odds-branchen) og Walter er i det hele taget ved at opbygge et imperium omkring Brandon, som selv har svært ved at følge med i det rasende tempo. Men en ting kan han og det er at forudsige resultater. Folk kimer ”John” ned for at få de seneste nye spilletips og pengene rasler ind, på en måde at folk betaler penge for at få tips til at tjene endnu flere penge. Alt går som det skal…tilsyneladende.
Nu er der bare det at firmaet tjener gode penge på rådgivningen, men indtægterne havner i høj grad hos Walter. Hos ham skal man gøre sig fortjent til at få del i den store lagkage. Presset vokser på Brandon, som langsomt mister sit touch. Folk taber penge på ”Johns” råd, og det kommer da også til udtryk som trusler. Samtidig smider Walter sin kone ind som en gevinst i puljen mellem de to og da Walter samtidig er ludoman, ja så er penge lige pludselig et farligt middel i denne sammenhæng… Brandon Lang/John Anthony er fanget i et spil, som han aldrig så komme så tæt på som nu.
En ganske utrolig historie, når man tænker på at den er sand. Den når desværre bare aldrig derop, hvor den bliver rigtig nervepirrende. Tilmed er filmen alt for lang. De godt 2 timer er lige at strække sig… Den første halve time er utrolig tung, og man skal være af et meget vedholdende sind for at holde sig selv oppe. Til gengæld er Al Pacino (Scarface, Heat, Godfather) blændende som Walter – og valget af Matthew McConaughey ganske naturligt, da man skal bruge en underlegen kontrast til Walter-rollen. Dog er jeg ved at være godt træt af sidstnævnte, som fremstår svagere og svagere siden sin storhedstid i film som Amistad og A Time To Kill. Walters sympatiske kone spilles af Rene Russo (Thomas Crown Affæren, Outbreak, Get Shorty), mens den barske Novian spilles af Armand Assante (Judge Dredd, Hoffa, Striptease).
Det er lige som om der lige mangler det sidste. For så vidt en interessant film, men man efterlades med en følelse af at det på visse punkter sagtens kunne være gjort anderledes. Vi skyder 3 stjerner efter den.
Ekstra materialet er to-delt. Et interessant interview med den sande Brandon Lang og en bag om kameraet-dokumentar. Det er ikke meget, men det holder.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film