Skriv en kommentar
”…for første gang nogensinde, tager en dansk spillefilm afsæt i en dramatisk og populær Tv-serie.”
Instruktør Birger Larsen strammer måske begreberne lidt i denne udtalelse. Det er ikke længe siden at en anden TV2-serie, den formentlig mere populære Lærkevej, kunne ses på det store lærred og nok blev første afsnit af Den om dræber set af over en million mennesker, men derfra gik det også kun nedad. De ti episoder som udgjorde seriens tv-liv fungerede i sig selv som små spillefilm, da hver afsluttet historie spændte over to afsnit og nu får vi altså de sidste to i biografmørket i et marketingstræk, der leder tankerne hen på svenske Beck.
Det er ingen forudsætning at have et indgående kendskab til serien, skulle man have dette forbehold. Det er resultatet af god strategi fra producenternes side og det faktum at seriens dobbeltafsnit i sig selv faktisk også kunne ses nogenlunde uafhængigt af hinanden.
Psykiateren Thomas Schaeffer (Jakob Cedergren) har fundet sammen med sin ekskone og besluttet, at hans arbejde som retspsykiater ikke længere kan kombineres med familielivet. Et hus på landet og kaffe i haven er drømmen, men selvfølgelig, og velkommen til krimigenrens største kliché, skal en uforudset sidste monumental sag opklares. En patient fra Thomas’ fortid (Simon Kvamm) myrder løs på må og få, og kun Thomas og hans faste makker Katrine (Laura Bach), synes at kunne løse opgaven.
Faktisk gør Fortidens Skygge sig overraskende godt på det store lærred rent visuelt. Seriens filmiske stil kommer mere til sin ret og der er ikke længere et sendetidspunkt med risiko for børn foran skærmen, der spænder ben for den mere eksplicitte vold. Desværre tynges fortællingen en del af den genre filmen placerer sig i. Kriminalthrilleren er en svær størrelse at forny og Fortidens Skygge bringer ikke rigtig noget nyt til bordet. Klicheerne nærmest vælter indover en og samtidig skal man flere gange lade den kritiske del af hjernen tage sig en slapper. Selvom filmens sidste akt faktisk byder på et udmærket twist og en forfriskende mørk afrunding på fortællingen, skal man samtidig lukke øjnene for store plothuller og forhastede løsninger på nærmest umulige problemer.
Og selvom det danske vejr er omskifteligt er det altså grænsende til det latterlige i Schaeffer’s nabolag!
Multitalentet Simon Kvamm som sindsforvirret eks-soldat er effektiv men ingen åbenbaring. Til det er rollen simpelthen for ensporet og uden egentlige højdepunkter. Det er dog lidt af en bedrift, at denne signatur ikke en eneste gang fik associationer til hverken Baune eller Pim de Keysergracht, fra Kvamms Angora univers. Uhyggelig kan silkeborgenseren altså også være, og hvis ide var det mon at give galningen en AGF-hue på?
Blandt de sekundære roller skal Mia Vogelsang (Lærke Winther) fremhæves. Hun er utvivlsomt Danmarks travleste kriminaltekniker og Winther formår at tilføje et tiltrængt pift af komik til en ellers grum profession – til tider skulle man tro at hun nyder det.
Det hele kunne bestemt have været meget værre, men rigtig godt bliver det aldrig. Et til tider originalt manuskript hiver filmen en smule op over det absolut middelmådige, men i sidste ende sætter undertegnede sig hjem og genser Seven i stedet.
