Skriv en kommentar
Vi har alle fordomme om den unge britiske (ginger-)mand. Han bor stadig hos sine forældre i en grå forstad og er lidt for kikset til at tale med damerne. Men inderst inde har han en uforløst drøm, der langt fra bliver udfoldet i sit just about average job i det lokale supermarked, pensionsselskab eller tilsvarende kedelige instans.
Meet Jon
Jon (Domhnall Gleeson) bor hos sine forældre i en grå forstad og er ligegyldigt god til sit rutineplagede arbejde. Men Jon har en drøm om at blive rockstjerne! …eller ikke engang. Han vil bare så hjertens gerne skrive det ene hit, der udtrykker, hvem han i virkeligheden er bag de røde lokker og fremstammede vokaler.
Da han møder bandet The Soronprfbs, indser han, at for at få inspirationen til hittet, bliver han nødt til at forlade reden. Sammen med en flok umiddelbart sindssyge bandmedlemmer tager Jon ud for at finde sin lyd, koste hvad det vil!
Frank er omend noget andet intet mindre end spektakulær underlig - men ikke på den syretrippede måde. Det er et umiddelbart uforståeligt univers de fem bandmedlemmer lever i, hvor det kan tage en måned at optage lyde af knirkende døre, og hvor en fejlagtig syning i tæppet kan inspirere til en hel serenade. Men efterhånden som filmen skrider frem bliver det voldsomt fascinerende.
Hjertevarme præstationer med skruer løs
Bandlederen Frank (Michael Fassbender) har en sindslidelse, der gør, at han i alle døgnets 24 timer påfører sig et kæmpe papmaché-hoved. Ingen i bandet har set hans ansigt og fascinationen af ham vil ingen ende tage. Frank er dog ikke alene om sin finurlighed, da alle bandmedlemmerne enten kommer direkte fra den lukkede eller har en seriøs skrue løs - tilsyneladende.
Når hovedpersonen Jon ikke stiller spørgsmål, så gør tilskueren, og denne film ønsker til stadighed ikke at besvare dem. Det er egentlig kun filmens tre mandlige hovedpersoner - Jon, Frank & Don (Scoot McNairy) - der rigtig får tid til at udfolde sig og fortælle deres historie.
Det er dermed kun gennem de tre, at man kan prøve at finde svar på de tusind spørgsmål, der rumsterer i vores fiktive papmaché-hoveder. De resterende tre bandmedlemmer - herunder den ellers skønne Maggie Gyllenhall - falder igennem og bliver til passivt aggressive biroller. En skam.
But what goes on inside the head inside that head?
Der er nu ikke mange spørgsmål, man ønsker besvaret, når det kommer til Jons drømme, for hvis det ikke blev udpenslet i de første fem minutter, så siger Domhnall Gleesons ansigt alt.
Gleeson er bedst kendt som Ron Wesleys storebror Bill i Harry Potter-filmene og som en endnu ukendt rolle i den nye Star Wars 7, men leverer i Frank en umiskendelig komisk og hjertevarm præstation. Det er nu en anden hjertevarm skuespiller, der stjæler billedet.
Det er yderst imponerende, at en mand uden ansigt kan holde tilskuerens blik med så fast et greb.Er det fordi, at det er så absurd? Eller er der fordi, at Michael Fassbender bare ved hvordan man spiller skuespil. Jeg trækker på genert på smilebåndet og hælder mod det sidste.
Der er noget enormt fascinerende ved at se ind i de døde øjne, men føle varmen og intensiteten komme fra Fassbenders figur. Hold da fast! Om manden kan synge eller ej er forholdsvist ligegyldigt, når det bliver gjort med så meget energi og indlevelse. Det er en oplevelse uden lige at se dette menneske bruge sin krop som kroppen skal bruges, når man spiller rigtigt skuespil.
Selvom filmen genererer flere spørgsmål end svar, er man ikke i tvivl om, hvad man skal tænke, når man ser Fassbender give den gas med (papmaché-)hovedet på skå: Bravo!
