Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er tres år siden, at ”Evas tre ansigter” udkom i biograferne. Det var en af de første filmiske portrætter af en alvorlig mental lidelse. Joanne Woodward endte med at vinde en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for at have skildret tre forskellige personligheder i ét individ. Nu har vi så Halle Berry og hendes rolle i ”Frankie and Alice”. Selvom den først blev udgivet i 2010, har Berry sidenhen fået en Golden Globe nomination i 2011. I filmen spiller hun Frankie, en stripteasedanserinde i 1970’erne, som fra tid til anden oplever blackouts, hun ikke kan forklare.
Alt i alt er filmen en interessant og medrivende tilføjelse til den filmkategori, som afbilleder personlighedsspaltning.
Filmen er inspireret af den sande historie om den sorte kvinde, Frankie, som har denne lidelse, vi i dag kalder for dissociative identity disorder (DID). Hun har tre personligheder: Frankie, en stærk og intelligent danser, der blot forsøger at komme frem i verden. Genius, en syvårig lille pige som er ufattelig klog. Og så er der Alice, som er en sydstatskvinde og racist – og hvid.
Via flashbacks, vævet ind i filmens historie, lærer vi, at Frankies lidelse måske blev udløst af noget, der skete for en hvid mand, hun kendte i sin ungdom, ”Mr. Pete”. Han kom fra en familie, hvor det at date med et menneske fra en anden race ikke var acceptabelt, så Frankies forhold til Mr. Pete er forbudt med et stort F. Da de forsøger at løbe væk sammen, indtræffer en tragedie, som får stor betydning for Frankies voksenliv.
Det meste af filmen foregår, mens hun er i terapi eller i hypnose med sin terapeut (spillet af Stellan Skarsgård).
Berrys præstation er helt i top, og det er nemt at forstå, hvorfor hun fik en pris. Hun giver sig helt hen til materialet, selvom materialet ikke er fantastisk og ikke helt fortjener det, hun giver til sin rolle. Det er tydeligt, at det som er saftigt og lokkende for en skuespiller, ikke altid er lige så lokkende for et publikum.
Selvom manuskriptet ikke lever op til Berrys evner som skuespiller, er det alligevel et godt forsøg på at fortælle en historie om en interessant karakter. Plottet er standard Hollywood for personlighedsspaltning: du bliver præsenteret for hovedrollen, hårde tider forekommer, de møder nogen som måske kan hjælpe dem, der sker fremskridt, men en forhindring dukker op. Til sidst vil der komme et gennembrud i lidelsen.
Det er lettere at relatere til Frankie – end f.eks. hovedrollen fra ”Evas tre ansigter” – fordi filmen er sat i en moderne tid med moderne terapimetoder. Terapeuten og hans kollegaer bliver afbilledet som professionelle, der ønsker at hjælpe Frankie. De har etiske grænser og legitime behandlingsstrategier (som var fremme i 70’erne).
Også slutningen er tilfredsstillende, hvor vi føler, at vi har været på en lang rejse med Frankie sammen. Selvom det var svært at relatere til hende i starten af filmen, men længere inde i fortællingen vil du værdsætte hende mere og mere. Når hun når sit gennembrud, er vi der sammen med hende.
Filmen er okay. Jeg ved ikke helt, hvorfor den har ligget på en eller anden hylde i over tre år, men hvis du er interesseret i film om personlighedsspaltning og psykiske lidelser, kan du godt give den her en chance.
Ekstramateriale: Intet. 0 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
