Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Fritz Bauer: En fjende af staten er bygget på historien om den tyske rigsadvokat, som i 1957 bliver underrettet om, at Adolf Eichmann, én af de mest eftersøgte tyske krigsforbrydere fra 2. verdenskrig, er blevet observeret i Buenos Aires, Argentina. Man skulle så mene, at Fritz Bauer kunne iværksætte de aktiviteter, som kunne pågribe Eichmann, hente ham til Tyskland og langt om længe stille ham til regnskab for hans andel i Nazi-Tyskland mord på omkring 6.000.000 jøder.
Det er bare ikke så ligetil. Det tyske statsapparat er fortsat – og med mere eller mindre stiltiende accept fra blandt andet USA – gennemsyret af gamle nazister og deres medløbere. Embedsmænd, som gør, hvad de kan for at afspore Bauers jagt på Eichmann, blandt ved at påstå, at byttet opholder sig i Kuwait. Et modspil, der styrkes af, at Bauer er jøde – og homoseksuel, hvilket var strafbart i Tyskland dengang.
Det historiske bagtæppe for filmen rummer dermed mange lag, som instruktøren Lars Kraume har flettet fornemt sammen. I det ydre byder filmen umiddelbart på en tør, særdeles taletung handling, der er filmet ret konventionelt. En fundamental spænding trænger sig imidlertid hurtigt på, hvor Bauer modtager det brev fra Argentina, der indleder jagten på Eichmann. I chefcirklerne over Bauer finder man snart ud af, hvad der er under opsejling og derefter skifter rollerne som bureaukratiets kat og mus frem og tilbage.
Hvor Bauers seksualitet fremstilles som noget han forstår at gå stille og yderst diskret med – og som derfor heller ikke umiddelbart kan anvendes til at bringe ham til ’fald’ som rigsadvokat, formår Bauers underordnede, Karl Angermann, til gengæld ikke at tøjle sin ikke-afklarede lyst til mænd. Da Angermann bliver betaget af en ung mand på en natklub, opstår der en nær forståelse mellem chef og medarbejder og dyb loyalitet fra sidstnævnte.
Den tyske stat synes hverken på det officielle eller formelle plan at være interesseret i at stille Eichmann til regnskab. Derfor griber Bauer til den yderste konsekvens: at kontakte den israelske efterretningstjeneste Mossad. En udvikling, som – hvis kontakten blev almindeligt kendt - kunne takseres som landsforræderi. I stedet må Bauer bittert opleve, at den tyske stat ikke ønsker at kræve Eichmann udleveret fra Argentina, hvorefter han må kaste sig over andre opgaver. Til gengæld kommer han – sandsynlighed med stor tilfredshed - til at opleve, at Eichmann bliver bortført fra Argentina i 1960 og bragt til Israel, hvor bliver retsforfulgt for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser og efterfølgende henrettet den 1. juni 1962.
Burghart Klaussner yder en fornem præstation som Fritz Bauer. Det er for eksempel næsten umuligt at se forskel på billeder af ham og virkelighedens Fritz Bauer. Desuden tegnes Bauers excentriske træk og adfærd med både kant og intensitet.
I en af filmens helt centrale sekvenser stiller Bauer op til en TV-transmitteret diskussion med unge tyskere, hvor han bliver udfordret på begreber som stolthed og tyskhed – efter de unges forældres fatale fejltagelser op til og under 2. verdenskrig. Bauer svarer efter grundig overvejelse, at stolthed er noget, som man må gøre sig fortjent til gennem sine handlinger. En bitter ’pille’, som er svær at sluge for de unge, der ikke føler sig … ’skyldige’ og som i øvrigt har travlt med bygge deres egen tilværelse.
Til gengæld er Bauers svar en vigtig del af det tankegods, som filmen efterlader hos beskueren. Og på den måde står Fritz Bauer: En fjende af staten tilbage som en vigtig film, der beskriver, hvordan man som borger og embedsmand må være særligt opmærksom på politisk rænkespil, hvor der ellers er brug for klarhed, moral og retfærdighed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
