Skriv en kommentar
Rays (Melissa Leo) liv er ved at falde sammen om ørerne på hende. Hendes ludomane mand er smuttet med opsparingen. Konsekvensen er at hun er tvunget til at blive boende i sin campingvogn med sine to børn på grænsen til Canada i upstate New York. Pengene er få - og hvad gør man så, hvis man kun kan få deltidsarbejde mens man gerne vil beholde sine børn i skolen, gerne vil give dem julegaver og gerne vil leve af lidt mere end bare popcorn? Svaret finder Ray i mødet med mohikanerpigen Lila, der smugler mennesker i bil henover den frosne flod St. Lawrence, der fører fra Canada ind i USA. Der er utvivlsomt gode penge i menneskesmugling, men farerne og skruplerne fylder mindst lige så meget, og Ray befinder sig ikke bare konstant på en geografisk grænse, men også på en menneskelig grænse for, hvad hun og hendes familie kan holde til.
På papiret skriger Frozen River måske af at være en kedsommelig kvindefilm. Kvindelig instruktør, kvindelige hovedpersoner, og så videre. Men selv om den lidt traditionelt påpeger, at ja, det er hårdt at være kvinde i verden i dag, hvis man er en smule uheldig, så bliver det ikke til halvanden times ynk. Langt fra! Dertil har den kvindelige debutinstruktør Courtney Hunt simpelthen gjort sit arbejde for godt; vi kommer så meget ind bag huden på hovedpersonerne, at selv ikke den mest mandschauvinistiske og actionfilmshungrende mandsling vil kunne trække på skuldrende af Frozen River.
Desuden er historien principielt en krimi. Man vender og drejer sig konstant i sædet, ikke blot hver gang Rays Dodge Spirit med det fyldte bagagerum triller ud over flodens is, men også når hun ekspederer sin egen sherif i det lokale supermarked og tynges til bristepunktet af sin sorte samvittighed. Spændingen sidder konstant i vores kroppe, og Hunt formår på den måde at overføre al Rays lidelse og frustration på os. Grunden til at dette lykkes skyldes dog mere end noget det eminente skuespil, og det er uforståeligt, at Leo ikke vandt den oscar hun var nomineret for.
Allerede fra der tones ind til det første barske billede af den tilfrosne flod, fornemmes der, at vi er på vej ind i en på alle måder kold verden og dermed er dramaets altoverskyggende socialrealistiske tone sat. Det er en film som fortæller os, at selv de mest lovlydige og almindelige mennesker kan blive presset ud på sammenbruddets rand i en sådan grad, at de kommer på kant med loven. Den handler om moderens rolle og hendes uretfærdige skæbne, ja, men også om menneskelige relationer i en større kontekst, hvor faktorer som hudfarve og social arv altid har noget at skulle have sagt. Som da Ray ikke kan få fuldtidsarbejde som hendes smukke, unge kollega, på trods af at hun tydeligvis er en bedre medarbejder. Sådan er verden jo.
Men det er altså ikke kun disse barske realiteter, der gør filmen god. Den er æstetisk flot både i detaljen og i storslåede panoramaer. Et håndholdt kamera er ikke bange på at gå tæt på de anti-hollywood’ske ansigter, blottet for sminke og ikonisk skønhed, hvilket smukt kontrasterer den idyl som billederne af det nordamerikanske landskab viser os. Ansigterne er ikke smukke, men står tværtimod malet i pinsel og bekymring, og derfor fungerer filmens sprog som et billede på, at katastrofen altid vil lure lige under en idyllisk overflade.
Frozen River er en god historie. Den er ikke dybt original eller banebrydende. Den er bare gennemført i en grad man sjældent oplever.
