Stanley Kubricks ”Full Metal Jacket” er en glimrende film! En fantastisk film! Sammen med ”Platoon” og i særdeleshed ”Apocalypse Now” udgør den et trekløver af Vietnamfilm der hører til blandt de bedste krigsfilm nogensinde! Hver eneste indstilling er mesterligt koreograferet, fotograferet og spillet, hver eneste detalje velovervejet, veltimet og aldrig unødvendig. Plottet er fængende fra første scene, karaktererne detaljerede, troværdige og dobbeltsidede, musikken velvalgt, humoren kulsort og tilpas modbydelig. ”Full Metal Jacket” er kort sagt en perfekt eksekveret udstilling af krigens meningsløshed og den måde hvorpå mennesker bliver til sjæleløse dræbermaskiner via måneders nådesløs træning og til sidst den reelle krigsoplevelse. En sammensmeltning af tankevækkende kunst og underholdning med nerve, realisme og følelsmæssig tyngde. Et mesterværk i ordets egentlige betydning!
Men hvorfor så kun tre stjerner!?! På grund af en eneste lille, men altødelæggende detalje der fuldstændig ødelægger denne genudgivelse. Kubrick var ikke typen der fulgte tidens trends eller normer og det gælder også i hans valg af format i sine film. Stik mod samtiden og nutidens nærmest religiøse tilbøjelighed til det er ”Full Metal Jacket” IKKE optaget i 16:9 eller et bredere widescreen-format, men derimod i TV-typisk 4:3. Alligevel synes Warner at vi i dag, på denne såkaldte ”Deluxe Edition”, skal have filmen serveret i 16:9. Resultatet er at man nådesløst har sakset enorme dele af billedets top og bund i et forsøg på at narre seeren til at tro at de ser den ”rigtige” udgave af filmen. Det er idiotisk, frustrerende, latterligt og uendeligt ødelæggende for filmoplevelsen.
Ja, vel er filmen stadig fantastisk, men at skære i billederne på denne måde er utilgiveligt på en film der er så nøje iscenesat som ”Full Metal Jacket”. Detaljer forsvinder, visuelle ideer bliver undermineret og beskæringer bliver ændret. Over det ligger selve problemet i at vi ikke får serveret filmen som den var tiltænkt. For mig er det altødelæggende for oplevelsen.
De tre stjerner skyldes det underholdende - om end sparsomme, set i forhold til de andre Kubrick nyudgivelser - bonusmateriale. Den halv time-lange retrospektive dokumentar med flere medvirkende både foran og bag kameraet er mere anekdote-orienteret end egentlig analyserende, men den giver et godt og overraskende billede af Kubricks måde at arbejde i særdeleshed med skuespillere på. Særligt Vincent D’Onofrio, der var næsten lige så udsat under optagelserne som hans karakter Gomer Pyle er det i filmen, har flere guldkorn at fortælle. Oven i dokumentaren og en trailer kommer et informativt, omfattende og detaljeret kommentarspor fra D’Onofrio, R. Lee Ermey og filmkritikeren Jay Cocks. Bonusmaterialet er absolut eneste grund til overhovedet at overveje et køb, for hverken billede eller lyd er mere imponerende end på den gamle DVD-udgave. Så hvis du stadig ser film på DVD så vil mit råd være at finde den gamle, og ret billige, udgave hvor billede og lydkvaliteten er fin, men hvor du som det vigtigste får filmen i det format den var tiltænkt. Er man skiftet til Blu-Ray eller HD-DVD må man nøjes med denne skændsel af en udgivelse!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.