Skriv en kommentar
Den berygtet østrigske auteur, Michael Haneke, står for nogle af de mest kontrovertielle film i nyere tid. Om nogen kan Haneke genskabe den meningsløse volds natur, og det som et klinisk kynisk og psykologisk studie i menneskets mørke side. Blandt kritikerroste film som ”Benny's Video”, ”Pianisten” og ikke mindst pris-slugeren ved Cannes i 2005, ”Skjult”. En film som ”Funny Games” fra 1997 står formentlig frem som hans mest ubehagelige, og nu er den altså kommet i et amerikansk remake. Dog er det Haneke selv der står bag kameraet, men til forskel for den originale, virker ”Funny Games US” ikke nær så pågående, til trods for at Haneke har optaget den på noget nær præcis samme måde.
Overklasse ægteparret Ann (Naomi Watts) og George (Tim Roth) er taget på ferie med deres søn Georgie (Devon Gearhart), hen til deres fine sommerhus i idylliske omgivelser. Den afslappet stemning tilintetgøres dog fuldstændigt, og idyllen skifter pludseligt til et mareridstscenarie, da to unge mænd Paul (Michael Pitt) og Peter (Brady Corbet) kommer på besøg. Paul og Peter har nemlig en lille ondskabsfuld leg med i bagagen, hvor den lille kernefamilie skal spille med, uden at vide hvad reglerne er eller hvorfor en uskyldig familie som dem er med. Legen viser sig hurtigt at være dødens alvorlig og spillet udvikler sig til en ulige kamp på liv og død.
Man kan med rette sige, at ”Funny Games US” genremæssigt på overfladen er kommet hjem igen, da der i den grad lånes fra den klassiske amerikanske thriller og film i det hele taget. Med omdrejningspunkt forankeret med indtrængen i menigmands hjem, noget amerikanerne vel nærmest frygter allermest, skæves der af de mere oplagte titler til ”Cape Fear”. Dog stopper enhver sammenligning, når man træder udover genrekonventionerne – for ”Funny Games” er af en helt anden slags type film på nærmest alle planer, men særligt intellektuelt og formmæssigt. Legen er nemlig ikke mellem filmens karakterer – men mellem filmen og beskueren. Der leges med filmens form i forhold til publikum, og vores forhold til vold i medier og film. For vold er underholdning, men hvad sker der når vinklen drejes og man selv involveres? Mens man sidder og er vidne til absurd vanvidsvold, aktiverer Paul publikum ved at simpelthen at henvende sig direkte om filmens handling og drejning, uden at fortælle hvad der sker. Ligesom kernefamilien, kan publikum intet gøre – andet end at sidde passivt og blive forulempet på det groveste. Indimellem får vi kontrollen tilbage, og vores mere anstændige voldbehov tilfredsstilles, for i næste øjeblik at finde ud af, at man stadig er en del af de unge mænds 'funny games'. For hvis det ikke lige passer ind i krammet, ændres handlingen radikalt.
Hvad er så forskellen på de to udgaver? Skuespillerpræsentationerne, med undtagelse af Tim Roth, er overhovedet ikke overbevisende. Arno Frisch som Paul i den oprindelige udgave, var utroligt charmende i al sin ondskabsfuldshed og trængte gennem lærredet, hver gang han henvendte sig til publikum. Michael Pitt virker her helt uoplagt og fejlcastet – og Naomi Watts som Ann er, vanen tro, en gennemført utroværdig opvisning i overspil og teatralsk gråd. Der er små modbydelige detaljer, som er udeblivet og som ellers leger endnu mere med publikum – og i det hele taget er der ikke helt samme intense stemning.
Når alt kommer til alt, er ”Funny Games US” nu en ganske habil film – men desværre ikke så god som den ti år ældre original udgave. Hanekes film er nu altid interessante og dette remake er nu heller ingen undtagelse. Det er en af de slags film, der bliver hængende kroppen længe efter chocket – og når man er kommet sig over reaktionen på filmen, går det op for en hvor gennemtænkt den egentlig er og hvor meget den sætter i gang intellektuelt. Ingen tvivl om at originalen er den stærkeste af de to udgaver, som den man helst bør se, men jeg kan stadig varmt anbefale ”Funny Games US” og en film som denne virker klart stærkest i biografen, med sin blanding af fysisk og mental sadisme.
