Skriv en kommentar
Fury er en krigsfilm, der er skrevet og instrueret af David Ayer, som de fleste nok kender for Training Day (2001) og End of Watch (2012). Med sådan en baggrund kan det ikke komme som nogen overraskelse at hans seneste film vægter det ægte højt, men at filmen endte med at blive en af de mest autentiske, dramatiske og utilgivelige skildringer af livet under 2. verdenskrig, var nok de færreste, der havde turdet håbe på.
Råt og realistisk.
For historie følger den unge Norman (Logan Lerman), der som publikumsstedfortræder, aldrig har været i kamp, og det er til trods for at vi befinder os i de sidste dage af krigen. Selvom de fleste kunne tro at krigen er ovre, så er der stadigvæk mange tyskere, der ufortrødent fortsætter kampen på trods af deres officielle nederlag. Det er i denne situation, at Norman bliver tilknyttet kampvognen Fury og dens mandskab anført af Brad Pitts “Wardaddy”.
Det er ikke ligefrem et særlig venligt mandskab, der møder Norman, og hans første opgave bliver også at fjerne resterne af ham, der tidligere havde hans job. Sådan bliver tonen fastlagt, hvorefter vi resten af filmen følger de helt vanvittige situationer kampvognen Fury bliver sendt afsted på.
Det uudgrundelige i krig
For på trods af, at de har sejret, så er amerikanerne underlegen tyskernes maskiner og udsigten til en lykkelig slutning, kan man godt glemme alt om. Denne uudgrundelighed gør også, at være eneste skududveksling er hjertebankene dramatisk, ikke bare fordi soldaterne ikke fortjener at dø, men fordi vi hurtigt får etableret, at der ikke skal mere end ét enkelt velplaceret skud til omgående at resultere i deres død. Til tider bliver det næsten ufatteligt hvor mange mennesker, der må lade livet, selv efter krigen af slut.
Det er en langt mere frygtløs og dristig skildring af krig end man normalt får lov at se på film, og det er en sats, der giver pote. For på mange måde kan Fury siges at være den hudløst ærlige beskrivelse af krig, som mange havde håbet 1864 ville have været.
Realismen afspejler sig også i skuespillet. For ikke bare karaktererne, men skuespillerne ser virkelig mærkede og kvæstede ud, så det kræver ikke den store fantasi eller indlevelsesevne at forstå, hvordan det har været at kæmpe som soldat dengang. Hele kampvognsbesætningen er lige så velspillede som karakterne er tvetydige.
Dog er det særligt Brad Pitt, der skiller sig mest ud. Ikke bare fordi han har en afdæmpethed og underlæggende uro over sig, men fordi hans karakter er den vi kommer tættest ved, og som virkelig giver et indblik i, hvor modstridende det må have været som menneske at prøve at opretholde ordenen, når man dagligt slår folk ihjel.
En gruopvækkende lydside og chokerende billeder
Ligeså troværdig historien og skuespillet er, ligeså gruopvækkende og skræmmende er billed- og lydsiden. For action scenerne er ikke bare spændende på grund af, hvad der står på spil, men også fordi man kan se alle projektilerne og den skade hvert enkel skud og granat forårsager. Man får virkelig lov til at opleve det kaos, som det virkelig må have været. Uroen fortsætter i musikken, der er uhyggeligt underspillet og angstprovokerende, fordi man aldrig får føler sig tryg i et øjeblik.
Fury er en af de mest brutale, realistiske og autentiske krigsfilm jeg længe har set. Den skildre en krig, der er ligeså mudret som soldaternes ansigter, ligeså nådesløs og skizofren som deres personligheder og ligeså ubarmhjertig som tidsperioden. Det modige valg at undlade enhver form for heroisk overdådigt skaber en inderlighed og en uforbeholdenhed, som vi sjælden ser på film, men virkelig har brug for.
