Lad mig bare fatte mig i korthed. Gemini er muligvis den ringeste film, jeg har set i indeværende år. Den er ufattelig sløv i optrækket, og virker underligt rundforvirret i sin fremdrift. Plottet er ualmindeligt intetsigende og det er svært at finde noget som helst, der bare virker en smule interessant at berette om.
Vi følger Jill, en assistent til en semipopulær filmstjerne, som kommer under mistanke da hendes arbejdsgiver (altså filmstjernen) bliver skudt og dræbt. Mens hun selv prøver at finde frem til morderen, må hun selv holde sig på behørig afstand af en nærgående politimand. Denne er nemlig overbevist om at Jill har noget med sagen at gøre. Ja, sværere er det egentlig ikke at gengive handlingen i Gemini, og hvis der så, lige som i dette tilfælde, ikke bliver lagt flere lag på, så ender man altså ud med en forholdsvis kedelig cocktail.
Hverken Lola Kirke og Zoë Kravitz kan kaste det mindste spænding eller autencitet over begivenhederne, og deres spil synes lige så låst som manuskriptet er stift. Hvad Aaron Katz vil med denne film er mig fortsat en gåde. Jeg vil ikke spilde spalteplads på at afsløre om Jill får opklaret mordgåden, for det ville selvsagt være en spoiler. Omvendt kan jeg så heller ikke anbefale at du overhovedet påbegynder gennemsynet af Gemini. Jeg kan ikke fravige det kyniske faktum at der ikke kan blive mere end én sølle stjerne til stjernetegnet.
Udgivelsen indeholder ikke noget bonusmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.