Skriv en kommentar
Jeff Talley har en fortid som en af USA's bedste problemløsere, når det kommer til at løse de svære gidseltagningssituationer. Med sin tålmodige og psykologisk stærke tilgang klarede mesteren gang på gang de mest presserende sager. Men en dag gik det galt, Talley fik ikke løst situationen, og gidslerne omkom. Talley har derfor trukket sig tilbage fra de store sager og har forskanset sig som betjent i et mere landligt og knap så hårdt miljø. Manden lider af depressioner efter den famøse dag, hvor det hele gik galt, og nu har han måttet flytte fra sin elskede kone og deres dejlige datter.
En dag kører tre mænd ind på en tankstation, som de vil røve. Røveriet ender galt og ejeren skydes ned. De tre flygter over stok og sten og ender i en villa i byens mere mondæne kvarter, her får politiet afspærret deres flugtveje, og Jeff Talley kører ind til et gidseldrama af dimensioner. Dernæst sætter vores helt alle kræfter ind på at redde de tre gidsler, men pludselig står mafiaen på ryggen af Talley. Talleys problemer tårner sig op, et efter et, og pludselig bliver sagen af personlig karakter, da mafiaen vil afpresse den hårde hund ved at tage hans familie til fange.
Der er god spænding på drengen i Robbert Crais´s bog, der naturligvis er forlæg for Florent Emilio Siri´s film med selvtægts-Bruce Willis i hovedrollen. Filmen fik noget lunkne anmeldelser herhjemme. Filmen blev kritiseret for at være stereotyp og forudsigelig. Læser man bogforlægget skulle man mene, at de nuancer, der tages ud af en bog, når den transformeres til film, ville træde i karakter. Desværre er dette ikke tilfældet. Actionhelten er absurd flad og handlingen er så langt ud i hampen, at man ikke tror sine egne øjne. De karikerede skurke, den karikerede helt, de karikerede mafiabosser, og den helt gennemført latterlige familiekonflikt isner ned af ryggen på den type, der elsker nuanceret litteratur.
Indenfor genren giver ”Gidsel”, hvad man kunne forvente. God spænding, aktion og fart over feltet. Og det med en psykologisk udvikling i Talley( Warning: Spoilers afsnittet ud), der får ham videre og lader den livstrætte mand træde i karakter og ende i en Avocado-Lund, hvor han nøgternt kan konstatere, at ”selvom en kirke var et sted, hvor man begravede de døde, var det også et sted, hvor man fejrede de levende”, og det er vist meget illustrativt for bogens måde at resonere på.
Bogen formår derfor til tider at løfte stemningsbarometeret op via sit flade og entydige sprog, der kørt ud i denne potens bliver ufrivilligt morsomt.
Og sådan er Thrillerhelten jo. Og sidder du i en togvogn på vej mod det mørkeste Jylland kan kioskbaskeren måske bruges som den underholdning, der får dig igennem skinneturen.
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Lindhardt og Ringhof.
