Skriv en kommentar
M. Night Shyamalan er en sjov størrelse. Han inkorporer næsten altid sit stædige plottwist i sine film, skønt de ikke altid passer ind, eller formår at sætte et ordentligt aftryk. ”Den Sjette Sans” er stadig hans definitivt bedste film, hvor plottwistet virkede fint efter hensigten. ”Unbreakable” (2000) fungerede også som en redefinerende film indenfor superheltegenren, men efterfølgende blev Shyamalan’s karriere vendt på hovedet med forfærdelige film som ”The Happening”, ”The Last Airbender” og ”After Earth”. Store, klodsede og stupide film, der tilmed talte ned til sit eget publikum. ”Split” (2016) fungerede som hans comeback, og det kan han i den grad takke den kriminelt undervurderede James McAvoy samt hans 23 roller i samme karakter i filmen for.
Superheltetrilogi
I ”Glass” kombineres de to storylines fra ”Unbreakable” og ”Split”, som altså sammen med denne film, danner rammen for Shyamalan’s egen superheltetrilogi. David Dunn, hovedkarakteren fra ”Unbreakable”, lever en tilværelse som usårlig og superstærk selvtægtsmand, og er på sporet af seriemorderen, Kevin Wendell Crumb, der lider af voldsom personlighedsspaltning, hvoraf én af hans personligheder, er den dyrelignende skikkelse, ”The Beast”. Da de begge bliver indlagt på en anstalt, som kurerer folk med superhelte – og skurkekomplekser, ser det allerede indlagte supergeni Mr. Glass et stort potentiale i Kevins ukontrollerbare adfærd, som han kan bruge til sin egen fordel. Spørgsmålet er om David Dunn er stærk nok til at stoppe Kevin, hvis ”The Beast” opnår fuld kontrol over ham.
Sin helt egen film
”Glass” er på mange måder sin helt egen film. Én ting man må give M. Night Shyamalan er, at han ikke går på kompromis med sin visionære skævhed. Han har da også både selv skrevet, instrueret og produceret dette værk, dog i samarbejde med nutidens gysermaestro, Jason Blum (Blumhouse Productions stod bl.a. bag ”Get Out” (2017)). Præmissen om en mere jordnær superheltefilm er ganske interessant, og filmen har små udtryksligheder med Josh Trank’s ”Chronicle” (2012). Første tredjedel er tilmed forrygende, og vi får etableret en stemning, som både er medrivende og dejligt dyster. Der hvor filmen, rent handlingsmæssigt, falder i niveau er cirka halvejs, hvor vi bliver præsenteret for hele det medicinske set-up, som fylder alt for meget i filmen. Anstalten bliver i sidste ende blot en kedelig skal, og når karaktererne endelig bryder ud i den sidste tredjedel af filmen, ender det i noget af et antiklimaks. Tilmed er den normalt så stabile Sarah Paulson underligt stiv i sin rolle som chefpsykiateren, der behandler de tre hovedkarakterer.
Manglende karakterudvikling, fremragende McAvoy
Dialogen er også noget hakkende, og man kunne godt have ønsket sig, at nogle af de himmelråbende generiske klichéer var bleven udeladt. Samtidig kunne man også ønske sig noget mere konkret karakterudvikling for Bruce Willis’ David Dunn. Willis gør hvad han kan med hvad han får serveret, men rollen forbliver for stationær. Samuel L. Jackson, her i kørerstol og med stift strithår, tager en pause fra Marvel Studios som Nick Fury for at gentage sin rolle som Mr. Glass, og klarer den på rutinen, men ikke mere end det, som titelkarakteren. Filmens absolut største oplevelse er, at se James McAvoy gentage sin fascinerende rolle som Kevin fra ”Split”. I ”Glass” cementerer han blot endnu engang, hvilken gudsbenådet skuespiller han er.
”Glass” vil muligvis tiltale die-hard fans af ”Unbreakable”, og indeholder også McAvoy i topform, men sammenlignet med den geniale ”Split” er ”Glass” en smule skuffende.
