Marek hvis familie stammer fra Algeriet er politimand. Hans job er at infiltrere narkobander, men da en operation går grueligt galt, er det pludselig op til ham at hævne sine kollegaer og få skovlen under en magtfuld narkobande.
Narkotika transporteres fra Algeriet over Gibraltarstrædet op gennem Spanien og videre til Frankrig. Transporten foregår i toptunede sportsvogne, og takket være Mareks egenskaber bag et rat infiltrerer han banden og sidder snart bag rattet på sådan en sportsvogn, der ræser gennem Sydeuropa.
Efter oplægget at dømme burde der egentlig være lagt i ovnen til en spændende actionfilm her. Undercover betjente, narkosmuglere og hurtige biler, det er jo lige som det skal være. Men problemet med Go Fast er blot at det er en lang kliché. Det er som om man har haft alle de rigtige ingredienser til kagen, og så glemt at tænde for ovnen. Naturligvis kan europæisk film sagtens levere levedygtige actionfilm, vi har set det før, men med Go Fast kan man sagtens tale om en Hollywoodifisering, der er gået galt. Filmen er slet og ret alt for pæn. Der er ingen skarpe kanter eller nogen som helst form for elementer, som er kontroversielle. Vi har set det hele før så mange gange, og desværre for Go Fast, så har vi også set det gjort så meget bedre.
Emnet for filmen er reelt nok, og narkotikasmugling er altid særdeles aktuelt, men det er bare fortalt på en kedelig og forudsigelig facon, og Go Fast går hurtigt i glemmebogen. Det er synd, for produktionen som sådan er der intet i vejen med. Visuelt er filmen bestemt seværdig, men havde man turdet give den en smule mere kant på fortællesiden kunne man uden problemer have skabt sig en både flot og gribende historie. Go Fast virker først og fremmest som en klichéfyldt rutinepræstation uden de store armbevægelser.
Der er intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.