Skriv en kommentar
To mennesker på en tømmerflåde i rummet!
Medikoingeniøren Ryan Stone (Sandra Bullock) er på sin første mission i rummet sammen med den erfarne astronaut Matt Kowalski (George Clooney), for at servicerer en rumstation. Alt ånder fred og idyl på Kowalskis sidste mission inden pensionen tilbage på jorden, men pludselig advarer Mission Control (Ed Harris) om, at russerne har nedskudt en nedlagt satellit og resterne sendt faretruende i deres retning som en meteorregn. Katestrofen er uundgåelig og både rumstationen og deres rumfærge Explorer bliver ødelagt. Nu bliver Ryan og Kowalski for alvor sat på prøve midt i det stilfærdige rum med begrænset iltforsyning.
Visuel rutsjebane
Gravity beviser, at film ikke behøver at blive klippet hvert tredje sekund med hæsblæsende eksplosioner, cheesie one-liners, biljagter og et fyrre-mands strygeorkester til at understrege det hele, for at skabe åndedrætsbesnærende spænding. Med sine hovedsageligt lange indstillinger, sin urovækkende stilhed, velkomponerede stramme handling og sit sublimme flotte visuelle udtryk, giver Gravity dig klamme håndflader, lejlighedsvis åndenød og spænding, som kun de færreste spændings- og actionfilm formår at gøre.
Ligesom Stanley Kubrick i 1968 gjorde med 2001: A Space Odyssey, var den mexicanske instruktør bag Gravity, Alfonso Cuarón, nød til at opfinde nye banebrydende teknikker til at realisere filmens komplekse stil. Selvom man skal være varsom med at sammenligne Cuarón med Kubrick, kan man til gengæld sagtens kalde Gravity det 21-århundredes rumrejsefilm. For det er en visuel 3D-rutsjebane, hvor man sammen med vores hovedpersoner lider med dem, man mærker suset gennem kroppen, når de slynges gennem det endeløse rum, og krydser fingre for, at de overlever trods de umulige odds.
Kun enkelte gange forbryder Cuarón sig til at understrege spændingen med underlægningsmusik og –lyd, der ellers ikke synes nødvendigt. Derudover kapper filmen lidt for meget over i det over-sentimentale og følelsesladet hen imod slutningen, men det kan filmen tilgives for, så længe resten er så forbandet godt lavet.
Nede på jorden igen
Cuarón er en del af det nye kuld mexicanske filmmagere, der for alvor satte skub i mexicansk film. Sammen med Alejandro González Iñárritu (Babel (2006), Biutiful (2010)) og Guillermo del Toro (Pans Labyrinth (2006), Hellboy (2004)) er de kendt som “The Three Amigos of Cinema”.
Cuarón har ikke lavet filmen siden hans anmelderroste oscarnominerede Children of Men (2006). Efter en række mexicanske film i 1990’erne, brød han igennem på det internationale marked med Great Expectations (1998), blev nomineret for en Oscar for den kontroversielle og provokerende Og Din Mor (Y tu mamá también, 2001), før han slog sit navn fast i Hollywood med Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004).
Med Gravity bevæger vi for alvor ind i Oscarræset. Filmen bør være en klar udfordrer til bedste film og instruktør, samt Sandra Bullock kunne let blive den største oscarfavorit i bedste kvindelige hovedrolle. Både Bullock og Clooney er begge fænomenale. Clooney giver hele tiden med sin stemme, filmen sindsro ind mellem Bullocks mere dramatiske, men realistisk uroopvækkende og medlidende skuespil.
Men de største chancer for priser ligger uden tvivl i filmens tekniske og visuelle stil. Den næsten lydløse lydside med henholdsvis små diskrete eller storladende lydudbrud skaber pikante chokeffekter. 3D-effekten giver en sjælden gang fuldt ud mening til at visualisere rummets evige dybde og karakterernes uendelige hjælpe- og magtesløshed i det. De flydende nærmest vægtløse kamerabevægelser og den rolige kontrollerede klipperytme bidrager i den grad til at give publikum en pulserende og realistiske følelse. Det hele giver tilsammen en følelse af, at vi selv i biografsalen oplever den vægtløse tilstand, magtesløsheden og det smukke, uendelige rum på egen hånd.
