Skriv en kommentar
En lille underfundig dansk komedie, som fik en forholdsvis massiv omtale inden den ramte de danske biografer. Det betød dog ikke at folk valfartede til filmen. Måske fordi folk savnede det gængse slæng med Mads Mikkelsen, Nikolai Lie Kaas, Paprika Steen eller Sidse Babett Knudsen på rollelisten... De kan nemlig sælge billetter, uden folk overhovedet behøver at sætte sig ind i handling eller historie på forhånd. En lidt afskyelig tendens som har sneget sig ind over vores andedam via vestenvinden.
Her er nemlig tale om en ganske befriende mindre produktion med en cast bestående af enten debutanter eller birolle-skuespillere. Det giver nemlig “Grønne Hjerter” den komfort at filmen kommer til at virke mere troværdig, selvom det ikke er småting de tre grønne cykelbude får sig rodet ud i. Det er som ønsket lige som om at manden på gaden træder ind på det store lærred og lader sine worst-case-scenarios vælte ud – og det virker i forhold til helheden. Dog er der så også nogle graverende ridser i lakken. Filmens dialog virker noget fjern fra det alderstrin vores personer befinder sig på. Det ender sådan lidt ucharmerende på et leje som ikke er sammenlignelig med karakterenes accent og fresh-ness. Men sådan er det med mange ting undervejs i filmen. Den er sin egen, ja, men det er hverken helt solidt eller helt skidt...
Men hvad handler den egentlig om? Jo, Epo, Farfar og Dingo er cykelbude og ud over at piske rundt med diverse ordrer, så har de også et turbulent kærlighedsliv til fælles. Epo bliver f.eks. nødt til at lyve sig død, for at slippe af med et påtrængende kvindemenneske. Dingo bliver snuppet i utroskab, mens Farfar føler sig alt for kontraktsligt bundet af sin dominerende kæreste. De er dybest set på jagt efter den eneste ene, men hvordan finder man lige den? Dingo og Farfar vil sådan set gerne have en frihed som den Epo har. Farfar skal nemlig giftes om kort tid, dog har han fået de berømte second-thoughts, så på et eller andet plan kæmper han for at komme fri af den daglige mølle. De tre venner lader ikke chancen forpasse sig med at støtte op om hinanden som rigtige venner gør det. Dog ender ikke alt som de havde håbet. F.eks. den berømte Gallup-pigetest, daten med fiskerpigen – eller den, i mine øjne klare vinder, Epos dinner-date med en smækker sekretær som går fløjten, da tjeneren er Epos gamle flamme som ellers havde fået oplyst at han var død... Filmen er understøttet af sit eget passende soundtrack, som agerer fortæller i mellempassagerne.
Rollelisten tæller Hassan Preisler i sin allerførste rolle, hvilket han slipper rigtig godt fra. Derudover finder vi som nævnt en række skuespillere, som for første gang får lov til at bære en ledende rolle. Stanislav Sevcik, som de fleste sikkert husker som den påtrængende kok i “Klovn”, David Rousing som medvirkede som Goldstein i “Langt Fra Las Vegas”, Laura Bach fra “Ørnen”, Marina Bouras fra bl.a. “Idioterne” og “Taxa”. Sådan kunne man blive ved... Skuespillere som man altså har set et eller andet sted før, men ikke forbinder med det helt store gennembrud – endnu!
Instruktør Preben Lorentzen har begået en fin debut, uden at den sådan ender med at blive en must-see. Han tør vende tingene lidt på hovedet uden at det blive overdimensioneret. Som han udtaler på ekstra materialet, så handlede det for ham om at lade mændene over 30 komme til orde, omkring angsten for ikke at have fundet sit ståsted på kærlighedens vej selvom man har passeret de 30. Det er til rigelighed skildret i “Nynne”, Bridget Jones” og “Desperate Housewives”. Tro ikke hermed at der udelukkende er tænkt i tøsefilms-tendenser. Herrerne kan også sagtens være med her.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
