Skriv en kommentar
Som de fleste nok kan gætte, er Grusomme Mig 2 fortsættelsen til Grusomme Mig. I den første film møder vi skurken Gru og hans hjælper the minions, der bliver omvendt til en familiefar af de tre forældreløse piger, Margo, Edith og Agnes. Når vi møder ham nu, er han faldet til i rollen som far, med alt hvad der hører til af børnefødselsdage og godnatkys. Pga. denne omvending bliver han hentet (andre ville måske sige midlertidigt kidnappet) af Antiskurkeligaen, der leder efter en endnu ukendt skurk, der har stjålet et serum, der kan forvandle bløde kaniner til lilla dræbere. Med i missionen følger en makker, Lucy, der har våben, der kan matche Grus.
Skurk kan tæmmes
Den første Grusomme Mig kom ud nogenlunde samme tid som den animerede Megamind, hvor man også følger en skurk, som egentlig ikke er så ond, som han giver sig ud for. Begge film spiller på det herlige ved onde gerninger, samtidig med at det understreger, at der ligger et varmt hjerte bag, og det gør at filmen kan tillade sig langt mere, end andre dukseagtige heltefilm, der trods alt har et ry at leve op til. Dette er i store træk lagt til side i Grusomme Mig 2, der gør Gru til en gennemført ek-skurk. Han har ingen tendenser til skumle gerninger, andet end at lade sin hunds syretis gå ud over naboens blomster i stedet for sine egne, og selv hunden har ikke det samme bid som den havde i den første film. I stedet er der lagt fokus på, at Gru er single, og han bliver derfor kastet ud i den grusomme dating-verden, berøvet for sin egen grusomhed.
De gule voldsmænd
Nogle, der dog ligner sig selv, er de små minions, Grus altmulighjælpere. De er gule, de har overalls på, de har et sødt, uforståeligt sprog, og så slår de hinanden jævnligt. De er formentlig mest rettet til de mindre børn, der må finder deres unødig vold og sjove lyde endeløst morsomme. De går ikke helt lige så rent ind hos det voksne publikum, selvom der dog er jokes, der nok går overhovedet på de mindste. Samlet set er de med til at give filmen et frisk pust, hvilket også til dels begrunder, at de får deres egen film til næste år.
Hvis det alligevel regner…
Når man tænker nærmere over den, så er historien temmelig tynd, og filmen går flere gange lidt for længe i ring om plotdrejninger, som publikum for længst har regnet ud. Der er ikke den store følelsesmæssige dybde, og selvom der er temaer som kærligheden mellem ikke biologiske forældre og børn, berøres de kun overfladisk. De danske stemmer er generelt helt i orden, især børnestemmerne, der ellers ofte kan lyde mere irriterende end søde. Dog er Grus accent svingende, så meget, at man ikke altid kan høre, om han har en accent, eller om han bare snakker snøvlet, hvilket er synd, da der ellers kunne ligge nogle gode jokes der. 3D’en bruges momentvis godt, men kommer faktisk først til sin ret under rulleteksterne, hvilket er en skam, og slet ikke nok til at retfærdiggøre de ekstra penge en 3D-film koster.
Man kommer dog ikke udenom, at filmen er underholdene næsten hele vejen igennem, og det en fin film at se på en regnvejrsdag sammen med nogle børn, der nok vil nyde filmen mest, uanset om man ser den 3D eller ej.
