Falsk anklage, sand historie
Guilty er baseret på en sand historie, og Alain Marécauxs fængselsdagbog. Marécaux, spillet af Philippe Torreton, bliver udsat for en falsk pædofili-anklage og han, samt hans kone, ryger i fængsel og deres børn sat i pleje mens sagen behandles af en ung, korrupt dommer.
Overbevisende skildring
Det er en barsk film, og man kan ikke lade være med at blive næsten lige så frustreret og forvirret som stakkels Marécaux selv, når man bliver hvirvlet med rundt i det franske retssystem. Torreton spiller rollen som den uskyldige familiefar med bravur, og man er med hele vejen i hans følelsesmæssige rutsjebane. Derudover er hans gradvise nedbrydelse, både fysisk og psykisk, skildret på en meget troværdig og hjerteskærende manér.
Suspense på fransk
Historien er relevant og meget tankevækkende. Instruktøren Vincent Garenq formår at gøre dette dokudrama en tand bedre end de fleste. Den måde hvorpå den unge dommer langsomt hamrer søm efter søm i Marécaux kiste, uden nogen form for solide beviser, leder tankerne mod Hitchcock og hans brug af suspense.
Slut
Dog er filmen lidt lang i spyttet og man kunne godt savne at få uddybet hele dagbogshistorien, som man slet ikke ser noget til gennem filmen til trods for at det bliver skrevet ved filmens begyndelse. Der er for meget opbygning til kulminationen, som så til gengæld ikke får nok tid til at give et ordentligt indtryk. Pludselig er filmen bare slut. Men den er klart værd at bruge tid på alligevel. I det mindste for at få den bemærkelsesværdige historie med sig.