Skriv en kommentar
I denne på en gang triste og livsglade film møder vi to gutter fra Cuba, Ruy (Alberto Yoel) og Tito (Roberto Sanmartín).
De to har været bedste venner hele deres 28-årige liv og spillet musik sammen i deres fødeby Havana. Begge drømmer de om at slippe væk fra Cuba - til Europa eller USA, hvor de har en reel chance for at blive opdaget som musikere.
På Cuba lever de begge på fattigdommens rand. Tito lukrerer på sin forholdsvis velhavende bedstemor, der lever af at give klavertimer til kvarterets unger.
Ruy derimod lukrerer ikke rigtig på nogen, men lader sin kone Caridad (Yailene Sierra) og deres to unger i stikken, imens han dyrker musikken.
Caridad forsøger at tjene til føden ved at sælge halskæder, men salget er småt, og det er svært at få husholdningen til at køre rundt. Familien på klods, på almisser fra familie og venner og i det hele taget fra den ene dag til den anden.
Selv om midlerne er små lykkes det dog de to unge fyre at få lavet en demo-cd. Til deres store begejstring viser det sig, at der er spanske pladeproducere på lokal-radioen netop den dag, de afleverer cd'en på stationen.
De er på udkig efter talenter og "ægte cubansk musik". Tito og Ruy føler sig selvskrevne til jobbet - og så går den vilde skattejagt.
Ruy flirter heftigt med den kvindelige del af pladeproducer-duoen, Marta, mens Tito henter og bringer dem i mormors lækre røde Chevy '52 til diverse fester, til og fra lufthavnen og på sightseeing.
Musikerdrømmene ser endelig ud til at gå i opfyldelse for Ruy og Tito og deres band "Habana Blues". Men netop som det ser allerlysest ud, meddeler Ruy's kone at hun vil skilles, og at hun og børnene flytter om til hendes mor - i Florida!
Pladekontrakten mangler blot en underskrift, og kufferten skal lige pakkes, og så går turen til Madrid for Ruy og Tito. Men et par vigtige ændringer i kontrakten og nogle nye betingelser gør det svært for Ruy at acceptere aftalen.
En underskrift vil betyde et kompromis med Ruy's kunstneriske - og menneskelige - integritet. Men har han andet valg? Tito regner jo også med ham..
På mange måder er Habana Blues en varm, livsbekræftende og glad film. Men den handler også om social uligevægt, om fattigdom, længsel og håbløshed - og ikke mindst menneskene, der lever midt i den. Men musikken og livsglæden fylder dog langt det meste.
Selve filmen er fortalt med en sprudlende vitalitet og en tydelig gennemtrængende kærlighed til Cuba og landets folk. På trods af
historiens tragiske element, bliver personerne ikke reduceret til stakler, og fortællingen kommer ikke i nærheden af noget, der bare ligner en klagesang eller lidelseshistorie.
Der er mange fine menneskeskildringer af den cubanske befolkning og deres indbyrdes forhold.
F.eks. er skildringen af Ruy og konen fremstillet så fint og konsekvent i forhold til, at de ikke længere fungerer som par, men har en stor kærlighed til hinanden og deres fælles børn. Havde det været en amerikansk film ville de sikkert på ganske usandsynlig vis have genfundet deres kærlighed til hinanden helt til sidst med grande finale-festfyrværkeri.
Habana Blues er en rigtig god oplevelse - men man sidder dog med en lidt ærgerlig fornemmelse bagefter af, at noget er gået tabt et sted, måske et sted i oversættelsen.
Man vipper med foden, trækker på smilebåndet og tørrer en enkelt tåre væk i løbet af de to timer i selskab med den cubanske kultur og dens eksotiske rytmer. Rørende, spændende, underholdende.
