Habemus Papam er en herligt velafbalanceret satire over den katolske topledelses ofte naive selvindbildning og gudstro, men også over den ligeså verdensfjerne psykoanalyse. Filmen afdækker den nyvalgte paves pludselige sceneskræk og manglende mod til at påtage sig sin sakrale pligt, som man ikke lige kan afslå - det er ikke bare folket, men selve den almægtige Gud, der har ansat dig!
Filmens hovedperson, den grånende melankolske kardinal (spillet med både vid og bid af oldkomiske Michel Piccoli), er skildret med både frydefuld humor og vældig megen indfølelse. Kardinalen føler først stolthed og glæde ved beskeden om sit nye erhverv, men da han skal indtage talerstolen foran den bugnende Vatikanstat og besynge sit nyvalgte embede, tøver han i erkendelse overfor sine manglende og haltende lederevner.
Skønt alle andre i det konservative Vatikan, gør sit for at vende den synkende skude af skuffelse, fanges den nyvalgte pave i sit eget resignerede bur: Han ser ikke pavedonten som en indfrielse af sine største drømme eller som en bet fuld af muligheder for forandring, men som en smertende pligt der er blevet pålagt ham og som han ikke kan undslippe. Og dette er ikke lige hvad hoben af hverken tilhørere eller kardinaler har forudset.
Filmen byder på masser af komiske sammenstød mellem den nye og den gamle verden - den italienske satiriker Nanni Morretti instruerer aldrig sig selv (i rollen som moderne og skvadrende psykoanalytiker) som en nedsablende og kritiserende instans, men leverer et dybsindigt portræt af begge verdeners uligevægtige og indbildske paroler. Der er masser af empati til overs overfor de sammensurede kardinaler, der egentlig helst vil spille kort og volleyball, end lægge på knæ for Herren, men filmens mere grovkornede satire bliver aldrig stereotyp eller klichepræget.
Snarere bemærker Habemus Papam sig ved en gennemgående realisme, der på troværdig vis behandler en ældre mands kvababbelser - og Habemus Papam mere naive og letkøbte tiltag, overdøves af dens snigende charme og realistiske bud på en paves følelsesliv.