Skriv en kommentar
Mange tror ved første øjekast, at titlen er en stavefejl, men den film bygger på Maggie O’Farrells roman om William Shakespeares søn, Hamnet. Instruktør Chloé Zhao vender blikket mod en af litteraturhistoriens mest kendte tragedier – men vælger at fortælle historien bag den. ”Hamnet” er ikke en film om Shakespeare som geni. Det er en film om Agnes, om moderskab og om det ubærlige tab af et barn.
Agnes (Jessie Buckley) og William (Paul Mescal) mødes og forelsker sig hurtigt. I de blide, engelske landskaber vokser deres familie, mens William nærer ambitioner om at skrive og arbejde i London. Med Agnes’ opmuntring rejser han væk fra hjemmet – og midt i fraværet rammes familien af tragedien: deres 11-årige søn Hamnet (Jacobi Jupe) dør. Sorgen sætter sig dybt i ægteskabet og spejles siden i tilblivelsen af tragedien ”Hamlet”.
Første del af filmen føles næsten teatralsk i sit udtryk. Kameraet dvæler, og lange takes giver plads til blikke, berøringer og stilhed. Mødet mellem William og Agnes skildres intimt og jordnært, og det står hurtigt klart, at dette først og fremmest er hendes fortælling. Jessie Buckley er formidabel som Agnes – sansende, intuitiv og dybt forbundet med naturen omkring sig. Hendes sorg føles fysisk, næsten kropslig.
Da tragedien rammer, ændrer filmen karakter uden at skifte tone. Sorgen bliver ikke melodramatisk, men stille og altomsluttende. William, spillet med afdæmpet intensitet af Paul Mescal, står i kontrast til Agnes’ nærvær. Han var ikke til stede ved sønnens død og forsøger senere desperat at nærme sig det, han mistede.
I filmens sidste akt spejles tabet i tilblivelsen af ”Hamlet”. Når Shakespeare står på scenen og spiller genfærdet, mens Agnes betragter ham fra publikum, opstår et øjeblik, hvor kunst og virkelighed smelter sammen. Det er ikke længere blot teater – det er et forsøg på at tale med den søn, han aldrig fik sagt farvel til. Da Hamnet til sidst forlader scenen, føles det som en stille forløsning.
”Hamnet” er modig, kompromisløs og et lille mesterværk om fravær. Om det, der ikke blev sagt. Om hvordan kunst kan blive en måde at overleve sorgen på – ikke ved at fjerne den, men ved at give den form. Den er langsom, alvorlig og kompromisløs, men dybt bevægende. Jessie Buckley er fremragende som den sørgende mor og spiller smukt op mod Paul Mescal. Zhao tør lade stilheden tale, og netop derfor rammer filmen så præcist og følelsesladet. Når lyset tændes, og salen forlades i næsten tavshed, er det som om sorgen stadig hænger i rummet.
