Skriv en kommentar
To politimænd – en yngre og en ældre – teamer op i jagten på en gådefuld morder, som efterlader sig små spor i forhold til børnelegen Hangman. Legen som vi nok er flere der husker fra skoletiden, hvor der skulle gættes bogstaver på stregerne svarende til antallet af bogstaver i kodeordet. Et rigtigt gættet bogstav blev skrevet på linjen, men et forkert bogstav tilføjede blot en kropsdel til tegningen af den hængte mand.
Den yngre politimand Ruiney (Karl Urban – Ringenes Herre) er den første på gerningsstedet, da et kvindelig findes skamferet. I et nærtliggende klasselokale tager Hangman-spillet sin begyndelse. En detalje som personligt forstyrrer Ruiney er at hans politinummer er ridset ned i et kateder i lokalet, lige ved siden af et andet politinummer. Ruiney henvender sig til den ældre semipensionerede kollega Archer (Al Pacino – Scarface), som tidligere har haft mord som arbejdsområde. Det viser sig at være Archers nummer, som var ved siden af Ruineys, og på den måde pirres nysgerrigheden og de to må prøve at finde frem til morderen ved fælles hjælp. Med sig har de også en lokal kvindelig journalist (Brittany Snow - Pitch Perfect), som har til opgave at skrive en artikel om jobbet som politimand. Det bliver en opgave som overstiger hendes vildeste fantasi. Trioen arbejder sig – med hver deres kompetencer – tættere og tættere på morderen, som undervejs gradvist bliver temmelig bestialsk i forhold til rituelle mord. Vil det lykkes vores trekløver at knække kodeordet?
Hangman leder tankerne hen på film som eksempelvis Seven, hvor et detektivpar også skal forsøge at fælde en kriminel, som også laver ledetråde og på sin vis driver gæk med vores helte. Den store forskel er dog formatet, hvor Seven osede af storhed, mens Hangman er langt mere afdæmpet – og også opererer med et beskedent budget. Nu er det jo så ikke pengepungen der afgør hvorvidt en film opfylder virkelighedsflugtens intensitet, men Hangman er i min optik lige rigeligt beskåret. Spilletiden på blot 1 ½ time er den helt store anke, for der er ikke blevet plads til nærvær og indlevelse hos vores primære figurer. Vi lærer dem ikke ordentligt at kende, og vi opnår heller ikke den vigtige nuancering og viden om deres baggrund, virke eller samhørighed. Det hele bliver lidt kønsløst og irrationelt flere steder, hvilket er en skam. Hangman har sine momenter, men den helt store sammentømrede thriller-oplevelse bliver den aldrig.
Hvis man er fan af thriller-genren, så kan Hangman sagtens gå an. Dog findes der et hav af langt bedre alternativer, hvor man kommer langt tættere på en realfølelse af at skulle være aktiv medspiller og pusle løs i gåden om at fælde bagmanden. Der er dog en reel chance for at filmen får en efterfølger, hvis man skal tro på den lap papir med en ny Hangman-gåde, som en af vores hovedpersoner står med i hånden til sidst. Om tråden tages op må tiden vise. I mellemtiden konstaterer jeg blot at der falder tre stjerner fra min hånd til Pacino og co.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
