Skriv en kommentar
En af nutidens største litterære antihelte er Hannibal Lecter, og nu er filmen udkommet om den kannibalistiske morders oprindelse. Hannibal har efterhånden en lang historie; han er en kreation af forfatteren Thomas Harris, der i 1981 udgav Red Dragon. Siden da er der udkommet 3 bøger mere, og dette er den femte film i række om Hannibal Lecter, da Red Dragon er blevet filmatiseret to gange. Hannibal Rising er den første film hvor manuskriptet er skrevet af Harris selv, og dette manuskript blev leveret til filmstudiet, ikke lang tid efter Harris færdiggjorde bogen, der udkom i slutningen af sidste år. Både bog og manuskript er blevet skrevet sideløbende med hinanden.
Børnene Hannibal og Mischa mister deres forældre under 2. verdenskrig. Samme aften besætter en gruppe ondskabsfulde lejesoldater deres hjem, og holder børnene til fange. Hannibal undslipper mirakuløst, og 8 år efter finder vi ham på et børnehjem. Hannibal er blevet bevidst stum, og drilles af børnehjemmets værste bøller. En dag stikker Hannibal af for at opsøge sin onkel i Frankrig. Desværre er onklen død, men hans forhenværende kone, japaneren Lady Murasaki, tager godt imod Hannibal, og indlogerer ham i det store og dyre hus. Nætterne er lange og fyldt med mareridt fra tiden under 2. verdenskrig, men snart begynder Hannibal at snakke, og han danner et stærkt venskabsbånd med Murasaki, som bl.a. lærer ham japansk kampkunst. Hannibal er dog besat af tanken om hævn, og der går ikke længe, før han begynder at lede efter lejesoldaterne, der har ødelagt hans liv.
I en tid hvor prequels og oprindelseshistorier bliver mere og mere populære, skiller Hannibal Rising sig ikke meget ud. Der er allerede lavet 4 film om den veluddannede kannibal, og spørgsmålet er, hvor meget mere der egentlig er at fortælle om ham. Vi ved på forhånd at Hannibal har haft en grum fortid, der har skubbet ham ud i unoder, og det er det Hannibal Rising forsøger at skildre. Problemet er bare, at der ikke er meget banebrydende nyt filmen fortæller os, og vi ved jo netop, at Hannibal på et tidspunkt får smag for menneskekød og, at han på et tidspunkt slipper væk fra det hele med livet i behold. Alligevel er Hannibal Rising en spændende og underholdende film, der på sin vis er bedre og mere interessant end de sidste 2 forgængere - Hannibal og Red Dragon. Filmen skaber en amoralsk sympati for vores antihelt, som på mange måder virker dybt forkert, for det han gør, er jo bestemt helt forkert. Det er netop det, der gør filmen interessant og med en mere præcis balancegang, havde Hannibal Rising været en fantastisk leg med publikums etik. Hannibal Rising er dog mislykket i sit forsøg på, at få os til at stille spørgsmålstegn ved Hannibals ugerninger, i stedet frydes vi som publikum over retfærdighed igennem hævn som i utalligt mange andre hævnhistorier. Dette er lidt synd, for filmen her kunne have været helt fantastisk i hænderne på de rette mennesker, i stedet må man nøjes med lidt god bloddryppende underholdning uden en synderlig slagkraftig pointe.
Instruktøren Peter Webber har før instrueret den glimrende Pige Med Perleørering. Med Hannibal Rising viser Webber flere fine eksempler på, hvordan man får publikum til at glemme ting de ved. I specielt filmens første scener hænger Hannibals liv i en tynd tråd, og Webber formår at få publikum til at betvivle om han overlever og/eller hvordan. Derimod mangler filmen mange af de finesser, der skal beskrive hvorfor Hannibal bliver som han gør. Ganske vist har han haft en hård fortid, men det er ikke alle mennesker, der bliver til kannibaler pga. dette. I filmens spring på 8 år går man glip af meget, og opholdet i børnehjemmet er slet ikke detaljeret nok. Når filmen så endelig beslutter sig for at komme i gang med hævnaktionen, udvikler det hele sig til en underholdende men intetsigende splatterfest. Webbers brug af flashbacks bliver til sidst også for meget, selv efter vi har fået alt forklaret om, hvad der skete under lejesoldaternes besættelse, føler Webber alligevel en trang til at vise os det igen og igen. Mange af disse scener kunne sagtens være klippet fra, og med en bedre fokus på de forsvundne 8 år, havde Hannibal Rising været langt bedre end tilfældet er.
De skuespillere der medvirker i Hannibal Rising har hver deres accent, og dette gør filmen enormt forvirrende. Man skulle næsten tro, at skaberne af filmen har tænkt, at alle Europæere har en tung og ens accent, men sådan er det som bekendt ikke. Den franske Gaspard Ulliel har fået rollen som Hannibal Lecter. Ulliel har medvirket i en del franske film, og Hannibal Rising er hans første egentlige Hollywood film, selvom vi kender ham fra film som En Lang Forlovelse, Pagten og Summer Things. Ulliel er faktisk en rigtig dygtig skuespiller, som både respekterer Anthony Hopkins’ skildring af Hannibal, men også tilfører rollen nye sider. Den dybe medfølelse vi får for Hannibal, kan vi takke Ulliel for, da Hannibal selv i sine mest maniske øjeblikke virker som et ”normalt” menneske. Rhys Ifans (Notting Hill, Hotel, Human Nature) har i mine øjne altid været en undervurderet skuespiller, og selvom han ikke har meget at arbejde med i sin rolle som lejesoldaternes leder Grutas, klarer han det glimrende. En mere usympatisk og ondskabsfuld figur skal man lede længe efter. Li Gong (Miami Vice, 2046) spiller rollen som Murasaki så godt hun nu kan. Vi forstår aldrig Murasakis motiver, og hun virker som en meget underlig karakter i filmen, alligevel gør Gong figuren troværdig nok til, at vi kan holde hende ud.
Hannibal Rising varer godt to timer, men denne tid flyver forbi, og det er nærmest udelukkende på dette grundlag, at filmen får 3 stjerner. Alle filmene om Hannibal vil altid stå i skyggen af de 2 første mesterværker, Manhunter og Ondskabens Øjne, men Hannibal Rising er i det mindste en ret underholdende spændingsfilm, der faktisk kan stå på sine egne ben. Man kan dog ikke lade være med at tænke på, hvor god filmen egentlig kunne have været, i stedet for hvor underholdende den alligevel er. Selvfølgelig er Hannibal Rising ikke for sarte sjæle. Efter Saw har banet vej for et mere blodigt Hollywood, er dette dog efterhånden standarden for genren. Med nerver af stål og en trang til en god hævnhistorie, er der dog ingen grund til at forhindre nogen i at se denne film, så længe ingen forventer et mesterværk.
