Jack (Henry Rollins) er en mand I sin bedste alder, der lever et tilbagetrukket liv i en lille lejlighed for sig selv. Han nyder helst et glas vand i fred og ro på den lokale restaurant, eller spiller bingo med pensionisterne i bingohallen om hjørnet. Sådan har han levet i mange år, og sådan har han det bedst. Den søde servitrice der hver dag servere vand og havregrød for ham, vil gerne noget mere med Jack, og finder ham attraktiv og tiltrækkende. Men Jack er ikke interesseret i andet end at passe sig selv. Dette kan til tider være svært nok, da nogle kriminelle typer konstant opsøger Jack i hans ellers så stille hjem. For Jack har en fortid, der går længere tilbage end de flestes. Faktisk helt tilbage til biblen, hvor han også optræder, dog under navnet Kain. Jack er udødelig, en slags falden engel der blot vil have evigheden til at gå. Mit i alt det kaos der langsomt ophober sig omkring ham, opsøges han af den voksne datter han ikke vidste han havde, fra et forhold der for lang tid siden, kun varede 1 måned. Hun har sine egne problemer at slås med, og da den nyligt hjemvendte datter bliver kidnappet må Jack tage affære, hvilket ikke kommer til at få stille for sig.
Henry Rollins dukker fra tid til anden op som skuespiller i mindre og større produktioner, og har blandt andet haft roller i Heat og Tv serien Sons Of Anarchy. Nu dukker han så op som hovedrolle i denne overnaturlige thriller, hvilket mange fans sikkert syntes er ganske glimrende. Det er nok heller ikke kun Henry Rollins skyld, at filmen som helhed virker søvndyssende, og de 90 minutter snegler sig afsted. Det til trods for at der både skydes med skarpt, og at Henry Rollins slår på tæven som den gamle punker han er. Skuespiller bliver han aldrig rigtigt.
Det er ærgerligt at historien ikke fungere optimalt, da ideen om at Kain fra biblen, der jo dræbte sin broder Abel, endnu lever og stadigvæk kæmper med sine indre dæmoner, faktisk er rigtig spændende. Desværre bidrages der ikke noget til historien fra skuespillernes side, og de effekter som filmen indeholder en del af, er heller ikke specielt spændende udført.
”Det er hårdt at leve, når man ikke kan dø”, er filmens tagline, og man dør da heller ikke af at se filmen, men den kunne bestemt være bedre udført.
Ekstramateriale.
Ekstramaterialet på denne DVD udgivelse består af filmens trailer, et beskedent slideshow med billeder fra produktionen og et spændende trailershow med andre udgivelser fra Another World Entertainment.
Billedet er som forventet på en DVD udgivelse, og lyden kan nydes i Engelsk Dolby Digital 2.0 og 5.1.
Det er muligt at se He Never Died med Danske, Finske, Norske og Svenske undertekster.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.