Niels Arden Oplevs timelange dokumentarfilm om den jyske metal-undergrund anno 1997 er efterhånden kanoniseret i visse kredse og denne DVD-udgivelse har været længe ventet. Om filmen så rent faktisk har noget at byde på er nok de ventende seere noget underordnet.
Oplev, der jo som bekendt styrer temmelig store produktioner nu om dage, går åbent til sit emne og det lykkedes langt hen ad vejen at give et ærligt portræt af de tre centrale medvirkende. De tre unge herrer, hvoraf ingen i sidste ende virker synerligt sympatiske, får mulighed for at forklare deres musikalske og sociale standpunkter uden filter, men også uden at Oplev udforsker sine subjekter til bunds. Eksempelvis er der en antydning af racistiske holdninger som der ikke spørges ind til. På en måde klæder det filmen, fordi man får samme indsigt som man ville, hvis man mødte disse mennesker, men som seer af en dokumentarfilm er det også en smule frustrerende ikke at komme helt ind under huden på de medvirkende.
Overordnet set når filmen dog bestemt sit mål, som har været en indsigt i en subkultur de fleste nogle gange har svært ved at forstå. Ved at følge tre temmelig forskellige bands, succesrige Illdisposed, de noget hårdere Infernal Torment og de hedne og corpse-paintede Nidhug, kommes der godt rundt om metalverdenes forskellige subkulturer og som udenforstående vil man med garanti få en hidtil uset indsigt. Det skal dog siges at filmen bestemt også hører til en tid og ikke er synderligt aktuel i dag. Godt nok opfører de fleste metalmusikere sig nok på nogenlunde samme måde i dag, men tiden var dog en anden i 97 hvor historier om norske kirkeafbrændinger stadig rungede i den offentlige bevidsthed.
Headbang I Hovedlandet vil i dag hovedsageligt henvende sig til folk der allerede er inde i metalmiljøet og som enten husker filmen fra teenage-årene eller har et personligt forhold til de medvirkende. Udenforstående vil ikke få meget ud af et portræt af en række bands der enten slet ikke eksisterer i dag eller har ændret retning og opsætning.
DVDen indeholder ud over filmen et kort uengageret og i sidste ende ligegyuldigt interview med de medvirkende, der forøger at opdatere os i forhold til de medvirkende og et tekstinterview med Oplev.