Skriv en kommentar
"I Torino den 3. januar 1889, træder Friedrich Nietzsche ud af døren ved nummer seks på Via Carlo Albert. Ikke langt fra ham, har føreren af en droske problemer med en stædig hest. Trods alle hans opfordringer, nægter hesten at flytte sig, hvorefter chaufføren mister tålmodigheden og griber til hans pisk. Nietzsche kommer op, og sætter en stopper for den brutale scene, ved at han hulkende kastede sine arme rundt om hestens hals. Nietzsche lider et mentalt kollaps og hans udlejer tager ham med hjem og han ligger ubevægelig og tavs i to dage på en divan, indtil han mumler de obligatoriske sidste ord, og bor i yderligere ti år, stille og vanvittig, passet af sin mor og søstre. Vi ved ikke, hvad der skete med hesten. "
Sådan lyder synopsis på den ungarske instruktør Béla Tarrs nyeste og sandsynligvis sidste film Hesten Fra Torino, vinder af Sølvbjørnen på Berlin Film Festival. Tarr medelte i 2007 at hans næste film, denne, vil blive hans sidste. Tarr debuterede med Family Nest i 1977 og har siden anlagt sig en markant social realistisk fortællerstil med få lange indstillinger oftest i brede beskæringer. Hans film handler om det fattige arbejdende folk og deres ubarmhjertelige og grumme dagligdag. Tarr forsøger at indfange livets rytme og nuet gennem karaktererne og miljøet ved en langsom dvælende og tidskrævende fortællerstil, der giver umindelig stærke og smukke visuelle billeder og hvor historien fremstår som sekundært. Tarr’s ønske om at blive filosof er på bemærkelsesværdigt vis lykkedes igennem hans fremme i filmmediet.
Sjældent møder man film så visuelt krydret som en Béla Tarr film. Hesten Fra Torino er uden sammenligning ingen undtagelse. De æstetiske flotte billeder er sammensat med så meget omtanke og omhu, at kun få ord kan beskrive den nøjagtigt. En visuel slikbutik af velkomponerede sort/hvid billeder i en nøje fortalt poetisk fortællerstil, der har tydelige paralleller til den russiske instruktør Andrei Tarkovsky, men samtidigt bringer minder frem om stumfilmens poetiske billedmaleri og dens kunst i at fortælle uden at bruge et ord. Det bringer minder til vores egen Carl Th. Dreyers Vredens dag (1943) og Ordet (1955).
Og ord er overflødige i vognkusken Ohlsdorfer (János Derzsi) og hans datters (Erika Bók) monotone og ensformige hverdags trummerum. De lever i ydmyge boligforhold på landet, hvor fader kører ture med den føromtalte gamle øg og datteren flittigt passer huset. Hver dag består i, at datter henter vand fra brønden, giver fader tøj på og sammen gør de vognen og hesten klar. Middagene består af en kogt kartoffel og aftenen består i at kigge ud ad vinduet på den rasende blæst. Intet er overladt til tilfældigheder eller pludselige indskud. En gang imellem kommer vennen Bernhard (Mihály Kormos) og spørger efter sprut og fortæller røverhistorier og måske skal man jage en gruppe sigøjnere på vej. Men det er og bliver det samme og samme, igen og igen.
Ohlsdorfer og hans datter veksler sjældent et ord med hinanden. For hvad er der at snakke om? Kun da hesten stopper med at spise og drikke sættes der kortfattet gang i mundtøjet. Datteren kommer aldrig ud fra grunden og Ohlsdorfer er en mand af få ord. I fattigdom spares på al slags energi og med en kartoffel om dagen spares der også på det mundtlige udflåd af ord. Enhver har sin pligter og disse udføres som alle andre dage til punkt og prikke. Der er ingen grund til at tale.
Hesten Fra Torino er et velkomponeret mesterværk. Æstetik er kun et fattigt ord til at beskrive det visuelle slik og slagkraftige poesi, der bliver serveret minut for minut, sekund for sekund. Béla Tarr nævner selv den hollandske renæssancemaler Pieter Brueghel som inspiration og ligheden er slående. Som Brueghel, maler Tarr med store filmiske penselstrøg ikoniske landskaber med de arbejdende bønder i fokus. Det er fascinationen over, hvordan disse fattige folk overhovedet er i stand til at overleve. Men på Tarr’s kanvas er historien sekundær. Som han selv udtaler: ”Det er det samme lort om og om igen. Jeg har ikke brug for at fortælle dig en historie. Den kender du udmærket godt i forvejen”.
Hesten Fra Torino må være en kameramands drømmejob. Præcist og minutiøst er hvert et billede en komponeret symfoni. Kameraet bevæger sig nogle gange frit og vil fortælle sin egen poesi. Andre gange følger den fasttømret karakterernes virke og endnu andre gange stillestående som tålmodig beskuer. Det sort/hvide fotografi gavner endnu mere den visuelle candyfloss. Filmen er et enestående eksempel på, at den europæiske kunstfilm stadig ånder. Men hvis dette er Béla Tarrs uigenkaldelige sidste film, hvem skal puste videre liv til denne form?
Om historien i virkeligheden handler om hesten, der fik Nietzsche til at tabe sin forstand eller om det er menneskehedens forfald og smerte og dødeligheden de er underlagt, skal være op til publikum selv. Om der er noget bibelsk over mellemteksterne, der tæller op til den sjette dag som i skabelsesberetningen (1. mosebog 1:31) eller om (mere sandsynligt) det handler om det Nietzscheanske som Bernhard, i sin 4 minutters lange pessimistiske tale om nedværdigelse, opnåelse, samfundets nedbrud, om gudløshed og menneskes eksistens, beretter om, skal ligeledes stå hen i det uvisse. Men en ting er sikkert, det handler ikke lyserøde skyer og pandekager med is. Når brønden løber tør for vand og når stormen lægger sig, virker det som om, at der falder ro over den lille families liv. En ro der fører til menneskes forfald.
Til sidst er der blot at fremhæve Mihály Víg flotte hypnotiske soundtrack, der fylder lydsiden med et velegnet musikalsk tema, der bidrager til billedernes sanselige udtryk. Hesten Fra Torino er årets wow-oplevelse og hvis du giver den lov, vil den stimulere dig med sanseindtryk og sætte tanker i gang på øverste etage. Forbilledligt, formidabelt og alle 146 minutters oplevelse værd.
Filmkunsten er ikke død. Den lå blot i Ungarn og ulmede!
