“High School Musical” er intet mindre end en sensation. Hvis du ikke kender historien bag, er du efterhånden nok nået den alder, hvor du har børn, og så er det egentlig bare at spørge dem om, hvad det hele handler om. Kort fortalt er ”High School Musical” en Tv-film der er produceret og vist på The Disney Channel. Filmen slog et utal af rekorder og vandt en fin omgang priser, hvilket udmundede i, at skuespillerne i filmen tog en tur igennem USA med koncerter, og siden er der naturligvis kommet flere teaterstykker op. Allerede et år efter, altså i år, udkom ”High School Musical 2” som endnu engang slog en håndfuld rekorder, og allerede nu er ”High School Musical 3” planlagt til næste år.
Soundtracket til ”High School Musical 2” er mere i samme stil fra den første film, og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med musikken, er det temmelig meget som man kan forvente. Filmene er henholdsvis rettet mod en bestemt aldersgruppe (behøver jeg sige hvilken?), og meget målrettet går filmenes temaer samt musikken efter den målgruppe. Musikken er generelt meget simpel og samtidig meget catchy. Selvom produktionen sjældent viser en skygge af originalitet, har opbygningen af de forskellige sange C-stykker med bemærkelsesværdigt mange eksperimenter både vokalmæssigt og instrumentalt. Dette gør soundtracket langt mere langtidsholdbart end man skulle tro, for det er netop her, at musikken hæver sig over det meste i samme genre. Selvfølgelig er det meget svingende kvalitet vi har med at gøre, og sange som ”Fabulous” og ”Gotta Go My Own Way” er måske ganske radiovenlige hits, men det ændrer ikke på, hvor utrolig kliche og kedelige numrene egentligt er. Derimod har ”What Time Is It” og ”You Are The Music In Me” nok gennemslagskraft til at blive siddende i det indre øre i længere tid end man har lyst til. Soundtracket er oprindeligt på sølle ti sange, men denne skandinaviske version indeholder 4 ekstra numre, hvor bl.a. ”You Are The Music In Me” bliver sunget på henholdsvis svensk, norsk og dansk. En glimrende lille bonusdetalje men jeg indrømmer, at de skandinaviske sangere ikke kan slå Zac Efron og Vanessa Hudgens - hovedrollerne i filmene.
Soundtracket til ”High School Musical 2” er et fint lille popalbum, der i øvrigt plager selv de danske hitlister for tiden. Som med de fleste soundtracks, især til musicals, er musikken langt mere interessant efter man har set filmen, og her er ”High School Musical 2” ingen undtagelse. Musikken er overdrevent pompøs, let, sentimental men samtidig er det catchy og til tider endda interessant, for det er slet ikke så forudsigeligt hele vejen igennem. Det lyriske giver selvfølgelig ligeså mest mening, efter man har set filmen, men det er ikke svøbet ind i uforståelige metaforer, så hele historien udspiller sig nærmest foran en, uden man ligger mærke til det. Musikken til ”High School Musical 2” er ligeså et skridt frem i forhold til det fra etteren, så man kan vel forvente, at det bliver endnu bedre i næste års treer.
CDen er venligst stillet til rådighed af:EMI Music Denmark.