Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kan være at en utroskabshistorie der var ment som underholdning ved middagsbordet med gode venner sætter en krise i gang hos de midaldrende ægtepar, men hvorfor egentlig? Hvad er det utroskabshistorien tricker hos disse velbjærgede og tør man sige let satte mennesker med den gode smag? Dybest set handler filmen næppe om utroskab i traditionel forstand, men i langt højere grad om at turde se eksistentialer i øjnene – det er her utroskaben finder sted; i forhold til eksistentialerne.
Intruktøren Simon Staho har sammen med sin trofaste manuskriptskriver Peter Asmussen gjort en historie der i høj grad lever af klare strukturer og suverænt skuespil. Det ene ægtepar Lars og Susanna (Mikael Persbrandt og Lena Endre) er tilsyneladende lykkeligt, det andet par Ann og Ulf (Maria Lundqvist og Jakob Eklund) har ondt i sexlivet; det ene par har barn, det andet ikke. Efterhånden viser det sig dog, at det ene par ikke har barn, fordi hun har bildt ham ind, at hun ikke kan få børn. Og at det andet par kun har barn, fordi hun droppede P-pillerne uden hans vidne. Dertil kommer at manden hos det ene par er glad for et trygt ægteskab i trygge rammer, hvor man ikke rigtig drømmer om noget andet, men bærer rundt på en angst for at miste det, man har. Kvinden hos det andet par har det på samme måde. Kvinden hos det ene par drømmer om at der også må være noget udenfor det trygge ægteskab i de trygge rammer, manden hos det andet par har det på samme måde. Den mand hos det ene par og den kvinde hos det andet par som kategorisk nægter noget som helst positivt ved utroskab, ja de er utro.
Lyder det lige lovlig skematisk og urealistisk, så gør Asmussens replikker og ikke mindst det suveræne skuespil skemaet til en dramatisk leg med eksistensen hos moderne mennesker. Ja, gad vide om vi ikke her er havnet midt i et sen- eller post-moderne ægteskabsdrama, hvor det ærlig talt kan være svært at få øje på parrenes eksistentialer, for status, retorik og attituder er alt. Her drikkes for det meste hvidvin, ikke rødvin hvis farve og fylde er af en helt anden eksistentiel kaliber (symbolsk set, selvfølgelig)! Det er for personerne vigtigst at indsnævre al tale over spisestuebordet til selvspejling. Der er mao ingen åbning ud mod verden; eksemplarisk understreget ved, at vi aldrig kommer ud af gangen, stuen og køkkenet. Kan man lære noget af ægteskabet i krise, spørger Staho og Asmussen retorisk? Og det er måske dér, hvor de bliver skarpest og også fornyende i forhold til en Bergmannsk tradition; for når det ene par efter en omgang i skilsmissemøllen tager hinanden i hænderne og griner over det spørgsmål, så bliver man ærlig talt i alvorlig tvivl.
At Staho og Asmussens drama har stærke satiriske elementer kommer måske klarest til udtryk i parrenes centrale men overfladiske tale om de mere eller mindre ønskede børn. Børnene er reduceret til snak om, hvordan man mere eller mindre frivilligt fik dem eller ikke fik dem. Der er ingen der taler om børnene selv – og de optræder overhovedet ikke i de støv- og pletfrie, smagfulde og i sidste ende ret åndløse rum. Er der overhovedet en drøm om at få og elske børn et sted i disse menneskers univers? Og når de er valgt mere eller mindre fra, er det så udtryk for en grundlæggende angst for at føle noget?
Svaret er, at i modsætning til hos Bergmann er der næppe noget rensende, forløsende endsige katarsis, når følelserne en sjælden gang får lov at rase hos Stahos og Amussens ægtepar. Det er ærlig talt skræmmende, og virtuost forløst. ”Himlens Hjerte” er et suverænt kammerspil.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
